Sommer i Chicago

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde henne, for der er alligevel sket en HEL del siden sidst…

De gamle har blandet andet været på besøg, og de 12 dage fløj af sted!

Vi fik dog set alt det de gerne ville og gjort de ting, som vi havde planlagt.

Vi var ude at høre Blues, hvilket Hr. Nielsen synes utrolig godt om! Vi spiste på Trump Tower, shoppede, tog på bustur rundt i byen og så var de selvfølgelig herhjemme og møde min lille familie.

De lavede sovs, kartofler, frikadeller, agurkesalat og lagkage – hvilket faldt i god jord! De otte frikadeller der var tilbage, spiste Gunnar da han kom hjem fra nattevagt kl. 03.00., bare for at være sikker på, at han fik nogle.

De rejste hjem torsdag d. 26 maj. Det var alligevel den mærkeligste følelse jeg til dato har haft!

I sidste uge, fra onsdag d.1 juni til torsdag d.2 juni var vi så på ”Retreat”, som i bund og grund gik ud på at være sammen alle sammen og så reflektere over det halve til hele år, som vi har brugt sammen her i Chicago.

Det tog en times tid at køre hen til det sted, hvor vi skulle være, som lå ude på landet. Der var marker, der var bondegårde, der var skov, der var en sø med kanoer, der var godt vejr og der var fred og ro.

Vi havde en masse forskellige ”opgaver” onsdag, og det der betød allermest den dag, var da vi fik udleveret en stor konvolut med breve udleveret. Der var breve fra alle dem vi arbejder sammen med og så selvfølgelig fra dem hjemmefra – det var helt utroligt rørende!

Senere på aftenen tændte vi bål og grillede skumfiduser.

Torsdag var det en vis dames fødselsdag og de havde sørget for lækker morgenmad, med sang, lys og gaver, det var simpelthen så hyggeligt!

Den sidste ting vi gjorde torsdag, var også den mest krævende. Vi satte os i en rundkreds og fik stillet den opgave, at alle skulle sige noget positivt om alle.

Selve det at finde på noget positivt at sige om alle dem jeg bor med, er ikke et problem – det var det at skulle sige det højt til personen, imens alle var til stedte, samt det at tage imod en masse ros på en gang. Det var en helt speciel oplevelse, men det var den perfekte afslutning på en helt fantastisk tur!

I dag har det så været 36 grader celsius, hvilket har gjort det til den varmeste eftermiddag i 5 år her i Chicago. Kl. er nu 22.30 og temperaturen er på 31 grader celsius.

Vi må af en eller anden årsag ikke have Air Condition heroppe på vores etage, alligevel har vi sneget sådan en af slagsen op i stuen. Dette betyder så, at vi er endt endnu tættere på et kollektiv – for på værelserne kan der sagtens være omkring 35 grader celsius, hvilket gør det tæt på umuligt, at få bare en enkelt times søvn. Derfor sover de fleste af os inden i stuen, i sofaerne og på de madrasser vi har slæbt herind. Jeg synes det er helt vildt hyggeligt og kunne sagtens gøre det hver nat. Desværre ser det ud til, at temperaturen falder til en 20-25 grader sidst på ugen…

En ferie B.S. Christiansen ikke ville have godkendt

I sidste uge tog jeg på ferie med Lina, Gunnar og Alex til Daytona Beach, Florida. Vi havde talt om, at vi gerne ville på ferie sammen og det skulle sådan set være inden mine de gamle kom på besøg og imens de andre kunne få fri. Så det blev ret spontant, at vi fandt en rejse og fik den bestilt.
Jeg havde bare lige glemt, at jeg havde tre vagter i den weekend vi bestilte, men dem kom jeg gudskelov hurtigt af med!

Det tilbud vi fandt, var med to forskellige flyafgange, så vi skulle af sted i to hold. Vi bestilte søndag og skulle af sted fredag og på de 6 dage, når begge vores fly at blive aflyst 3 gange, gudskelov får vi pladser på et andet fly.

Fredag morgen står jeg så op kl. 04.45 og gør mig klar. Da jeg kommer ud fra badeværelset står Alex der, med en brækket arm! Eller, den var i hvert fald bundet ind og han kunne hverken bevæge armen eller skulderen, ej heller bære sin taske (gudskelov er han ret så meget mand og havde derfor kun pakket en rygsæk).
Han havde spillet hockey kamp dagen i forvejen og var blevet tacklet eller hvad ved jeg, men han ville selvfølgelig hverken på skadestuen eller blive hjemme, så vi proppede nogle 800 mg. Ibuprofen i ham i stedet for og så af sted med os.

Så så man to tosser kl. 05.00 på vej mod metroen igennem morgentågen, en med en hånd i noget meget lilla gaze og en med kuffert, rygsæk og skuldertaske (Ja, jeg pakker altid til alle vejrsituationer – lod dog gummistøvlerne blive på matriklen)

Alt gik uden problemer, selvom diverse stewardesser og andet godsfolk studsede lidt, da jeg kom tonsende med alt mit bagage og Alex intet havde.
Vi når sikkert frem og Gunnar og Lina ankommer to timer senere, og så af sted til stranden med os.

Lørdag står vi op kl. 09 (eller Lina vågner og vækker os andre). Vi spiser morgenmad og tager til stranden kl. 11.00. Alt er som det skal være; Sol, strand, vand og dejligt selskab.
Til at starte med har vi egentlig ret godt styr på situationen, Lina og jeg vender os hvert kvarter for at blive lige branket på begge sider, drengene spiller bold og fortæller historier.

Der hvor problematikken kommer ind i billedet er lidt senere på eftermiddagen. Der er nogle gode bølger og det gjaldt om at springe over dem, hvilket nok ikke var den bedste idé i hele verden, set med Alex’ øjne.
Der sker det der altid sker på en ferie, vi glemmer at smører os ordentligt ind i solcreme efter vi har været i vandet flere gange. Jeg var så den der var dårligst til det = Jeg kunne ikke sove på ryggen i 3 dage pga. meget kraftig solskoldning fra nakken og ned til knæene.
Søndag blev for midt vedkommende derfor brugt under en parasol i en chick form for burka.

Mandag morgen stod vi alle sammen (nærmest) frivilligt op kl. 6.30 og gik ned på stranden for at se solopgangen. Det var så hyggeligt og den bedste måde at afslutte en skøn ferie på, selvom den ikke gik helt efter planen – men helt ærligt, hvad sjov havde der lige været i det?

Billeder

Nye billeder her:

https://picasaweb.google.com/louiseogmaiken/April?authkey=Gv1sRgCIzRzI6Cwf2ZZQ#

Savn

Nogle gange, så kan man undre sig over, hvad det egentlig er man savner og andre gange, så kommer det ikke spor bag på en. Her er min liste:

Ting jeg savner:

- Rugbrød, og brød der ikke falder fra hinanden bare man kigger på det.

- Vand fra hanen, for det smager bare bedre!

- Økologi og ting uden parfume i. Der er parfume i ALTING inkl. Vaskepulver og hand sanitizer, det sidste giver slet ikke mening.

- Fugle. Jo altså, har set duer, men kun en, EN, helt almindelig lille fugl – ja, jeg ved så ikke lige hvilken slags det var.

- Natur, i al almindelighed. Der er parker og sådan noget, jeg mangler bare at kunne taget til stranden og havet en gang i mellem.

- Garderobe på natklubberne. Helt seriøst, det ligger ikke til dem, at tage penge for at opbevare din jakke imens du skaber dig åndssvagt (eller i det mindste have et sted, hvor man kan gøre af dem). Til gengæld er de helt vilde med at sidde ude på toilettet og tage penge for at du lige tisser en tår.

Ting jeg troede jeg ville savne:

- Fysisk kontakt. Efter at have arbejdet i vuggestue i 1½ år, er jeg blevet vænnet til altid at have nogen på skødet, en på armen og generelt mennesker omkring mig, som lige skal have en krammer eller nusses inden de suser videre – det har gudskelov ikke ændret sig, selvom det er en anden aldersgruppe nu.

- Alene tid. Normalt holder jeg enormt meget af at være alene, og bare at være i fred med mig selv. Efter jeg er flyttet i ”kollektiv” har det ændret sig gevaldigt. Jeg er kun alene når jeg sover om natten + når jeg er på badeværelset.

- Nogle andre ting, som jeg har glemt.

Ting jeg sætter pris på:

- Søndagsåbent, alle søndage + 24timers åbent.

- Hjælpsomheden i butikkerne. Jeg skulle på et tidspunkt købe en saks til at klippe mit pandehår (dét snakker vi ikke om). Prisen går ikke rigtigt ind, så jeg får den med gratis = ja tak.

- Det at alle er så hjælpsomme og taler til en, som om man har kendt hinanden i årevis.

- At alting er lige om hjørnet, eller til at få fat på indenfor rimelighedens grænser - undtagen et tørrestativ. Det tog mig 4 dage at opsnuse sådan et.

- Så er der det med medicin, du kan nærmest få a-l-t i håndkøb! Kan det ikke fås i håndkøb, så er det ikke det sværeste i hele verden at få fat på en recept (kan du heller ikke skaffe en recept, så kender jeg et par stykker ude på shelteret, der kan skaffe det for dig – hvis det skulle være)

I får også en af de bedre historier fra i går.

Lina og jeg er lige kommet hjem fra vores aftentur og klokken er omkring 22.00. Vi er inde på kontoret for at hente post, da dørtelefonen pludselig ringer. Jeg trykker på knappen og spørger hvad jeg kan hjælpe med, stemmen i den anden ende siger ”This is the police” – klip til to piger, der begge stivner og tænker det samme ”Vi har da ikke været så uartige…?!?!?”

Nå, jeg lukker ham ind og vi bevæger os nedenunder. Det er så først her, jeg kommer i tanke om, at det muligvis ikke er politiet, men måske nogle forbrydere der ville ind (der er bare ikke rigtig noget at komme efter). Lina har tydeligvis ikke samme tankegang, for hun springer nærmest ned af trapperne. Jeg bliver stående lidt i baggrunden, i tilfælde af at han pludselig hiver en pistol frem og jeg skal løbe efter hjælp. Han læser mine tanker, for da han ser mit ansigtsudtryk, er hans reaktion ”Oh I’m sorry, I’m Ryan Williams from the FBI” og så hiver han sit skilt frem. Her ånder vi begge lettet op, og kan så i ro og mag, stå og betragte hvor pæn en mand han i virkeligheden er.

Grunden til at han var der, var noget med en hjemløs der havde røvet en bank og sluppet af sted med $300. Han viste os et billede, men vi vidste ikke hvem det var. Så brugte vi ellers en 10 minutters tid på at stå og småsnakke om, hvor vi var fra, hvad vi lavede her osv.

Inden han gik, gav han os en hjemmeside (desværre ikke hans telefonnummer) hvor vi kan gå ind og se, hvilke forbrydere de leder efter lige pt. (www.bandittrackerchicago.com). Et par af drengene kender nogle af de mænd der er eftersøgte, men de vil ikke sige hvem det er – det er noget med at være tro imod sine medmennesker, hvilket egentlig er fair nok.

Håber i havde en dejlig påske! <3

Savn

Nogle gange, så kan man undre sig over, hvad det egentlig er man savner og andre gange, så kommer det ikke spor bag på en. Her er min liste:

Ting jeg savner:

- Rugbrød, og brød der ikke falder fra hinanden bare man kigger på det.

- Vand fra hanen, for det smager bare bedre!

- Økologi og ting uden parfume i. Der er parfume i ALTING inkl. Vaskepulver og hand sanitizer, det sidste giver slet ikke mening.

- Fugle. Jo altså, har set duer, men kun en, EN, helt almindelig lille fugl – ja, jeg ved så ikke lige hvilken slags det var.

- Natur, i al almindelighed. Der er parker og sådan noget, jeg mangler bare at kunne taget til stranden og havet en gang i mellem.

- Garderobe på natklubberne. Helt seriøst, det ligger ikke til dem, at tage penge for at opbevare din jakke imens du skaber dig åndssvagt (eller i det mindste have et sted, hvor man kan gøre af dem). Til gengæld er de helt vilde med at sidde ude på toilettet og tage penge for at du lige tisser en tår.

Ting jeg troede jeg ville savne:

- Fysisk kontakt. Efter at have arbejdet i vuggestue i 1½ år, er jeg blevet vænnet til altid at have nogen på skødet, en på armen og generelt mennesker omkring mig, som lige skal have en krammer eller nusses inden de suser videre – det har gudskelov ikke ændret sig, selvom det er en anden aldersgruppe nu.

- Alene tid. Normalt holder jeg enormt meget af at være alene, og bare at være i fred med mig selv. Efter jeg er flyttet i ”kollektiv” har det ændret sig gevaldigt. Jeg er kun alene når jeg sover om natten + når jeg er på badeværelset.

- Nogle andre ting, som jeg har glemt.

Ting jeg sætter pris på:

- Søndagsåbent, alle søndage + 24timers åbent.

- Hjælpsomheden i butikkerne. Jeg skulle på et tidspunkt købe en saks til at klippe mit pandehår (dét snakker vi ikke om). Prisen går ikke rigtigt ind, så jeg får den med gratis = ja tak.

- Det at alle er så hjælpsomme og taler til en, som om man har kendt hinanden i årevis.

- At alting er lige om hjørnet, eller til at få fat på indenfor rimelighedens grænser - undtagen et tørrestativ. Det tog mig 4 dage at opsnuse sådan et.

- Så er der det med medicin, du kan nærmest få a-l-t i håndkøb! Kan det ikke fås i håndkøb, så er det ikke det sværeste i hele verden at få fat på en recept (kan du heller ikke skaffe en recept, så kender jeg et par stykker ude på shelteret, der kan skaffe det for dig – hvis det skulle være)

I får også en af de bedre historier fra i går.

Lina og jeg er lige kommet hjem fra vores aftentur og klokken er omkring 22.00. Vi er inde på kontoret for at hente post, da dørtelefonen pludselig ringer. Jeg trykker på knappen og spørger hvad jeg kan hjælpe med, stemmen i den anden ende siger ”This is the police” – klip til to piger, der begge stivner og tænker det samme ”Vi har da ikke været så uartige…?!?!?”

Nå, jeg lukker ham ind og vi bevæger os nedenunder. Det er så først her, jeg kommer i tanke om, at det muligvis ikke er politiet, men måske nogle forbrydere der ville ind (der er bare ikke rigtig noget at komme efter). Lina har tydeligvis ikke samme tankegang, for hun springer nærmest ned af trapperne. Jeg bliver stående lidt i baggrunden, i tilfælde af at han pludselig hiver en pistol frem og jeg skal løbe efter hjælp. Han læser mine tanker, for da han ser mit ansigtsudtryk, er hans reaktion ”Oh I’m sorry, I’m Ryan Williams from the FBI” og så hiver han sit skilt frem. Her ånder vi begge lettet op, og kan så i ro og mag, stå og betragte hvor pæn en mand han i virkeligheden er.

Grunden til at han var der, var noget med en hjemløs der havde røvet en bank og sluppet af sted med $300. Han viste os et billede, men vi vidste ikke hvem det var. Så brugte vi ellers en 10 minutters tid på at stå og småsnakke om, hvor vi var fra, hvad vi lavede her osv.

Inden han gik, gav han os en hjemmeside (desværre ikke hans telefonnummer) hvor vi kan gå ind og se, hvilke forbrydere de leder efter lige pt. (www.bandittrackerchicago.com). Et par af drengene kender nogle af de mænd der er eftersøgte, men de vil ikke sige hvem det er – det er noget med at være tro imod sine medmennesker, hvilket egentlig er fair nok.

Håber i havde en dejlig påske! <3

Opdatering del 2

Og så har vi fået svar, jeg starter lige fra en ende af:

Jeg har IKKE tuberkulose = HURRA!

Jeg skal heller ikke til tandlægen alligevel, det kan i hvert fald vente til jeg kommer hjem = Dobbelt op på HURRA!

De dårlige nyheder er så, at ham drengen der muligvis blev sendt hjem, bliver sendt hjem. Han rejser 1 maj og det bliver lidt hårdt, at skulle undvære en af mine yndlings.

Samtidig rejser en af pigerne også (hun gør det så frivilligt) + at vores supervicer flytter d. 10 maj, så vi skal have en ny.

Hvad vejret angår, så er det ikke specielt samarbejdsvillig. For to uger siden havde vi 30 grader og var ved at koge over, i mandags sneede det og det lagde sig. Lige nu er det bare sådan lidt koldt, med lidt solskin, lidt blæst, lidt skyer, så det er ikke rigtig noget...

Ellers går alt godt! Vi er begyndt at lave og spise aftensmad sammen, dem der nu er hjemme og som har tid og lyst - jeg synes det er helt vildt hyggeligt!

Selvom det ikke er det bedste vejr for tiden, så bruger vi alligevel meget tid på brandtrappen, for det er bare hyggeligere at være udenfor.

Jeg synes der var en masse ting jeg gerne ville fortælle, men jeg har altså lige glemt dem...

Opsummering: Jeg har det rigtig godt!!

Ha' en dejlig påske <3

Opdatering...

Der foregår ting og sager lige nu, så i får lige en kort opdatering, i stedet for en hel historie...

For nogle dage siden var jeg på arbejde, og jeg står og folder lagener med Sister Loenette. Vi snakker om hendes familie, og hun fortæller at hun er den eneste ud af 8 søskende, som har valgt at gå "Guds vej". Jeg spørger lidt ind til hvorfor hun valgte som hun gjorde, og det var ganske enkelt fordi hun, i følge hende selv, var en vild teenager. Her bliver jeg nysgerrig og beder hende om at fortælle nogle safte historie. Hun griner og siger så: Jamen, dengang var vi jo meget sammen i grupper. Vi spillede bold og gik i udendørs biografer og den slags. Og så dansede vi square dance!

TAK SKÆBNE for en vild ungdom!!!

Der er muligvis en af drengene, som bliver sendt tilbage til Tyskland imorgen. Han havde fået en advarsel og da de holdt fest i weekenden, blev de opdaget med alkohol i huset. Så imorgen skal han til et møde med diverse mennesker, og så må vi se hvad der sker...

Vi krydser selvfølgelig alle sammen fingre for, at han får lov til at blive! For for at være helt ærlig, så kunne det være sket for os alle sammen.

Derudover har jeg muligvis tuberkulose. Vi blev alle sammen testet, fordi der var udbrud af TB på Shelteret og min var positiv. Det er muligvis pga. en Tb vaccine jeg fik inden afrejse, men de kan ikke afgøre det 100% før jeg har fået taget en blodprøve.

Samtidig har jeg været til tandlæge og skal have en rodbehandling på tirsdag + sat en krone på senere hen. Forsikringen dækker "kun" 3000 kr. Jeg kender ikke det endegyldige beløb endnu, men det ser ud til at blive en dyr affære.

Af gode nyheder, kom der en ny pige i mandags. Eller ny og ny, hun var her 7 uger i sommers, og de andre kender hende fra dengang.

Jeg havde kun hørt om hende, og fået fortalt historier, så jeg havde dannet mig et slags billede.

Som forventet kommer vi ret godt ud af det med hinanden. Vi har noget hen ad den sammen personlighed og griner meget højt og længe af de sammen ting.

Hvad vejret angår, så skifter det imellem at være 20 grader den ene dag, til at være 10 den næste. Nogle dage skinner solen, og andre dage regner det, men det hele er lige så stille begyndt at blomstre, så jeg klager ikke.

Alt i alt er jeg stadigvæk lige glad og tilfreds når jeg står op hver morgen, så mon ikke det hele kommer til at gå op i en højere enhed i løbet af de næste tre måneder...

Mit Shelter

Ja, måske du under dig over, hvad det egentlig er jeg arbejder med, eller hvad det egentlig er det her job går ud på.

Det skal jeg sige dig; To nætter om ugen, møder jeg kl. 18.30 her på Shelteret. Kl. 19.30 dukker der så 37 damer op, som gerne vil sove her. De har hver deres seng og dertilhørende kasse til deres ting. Inden jeg slukker lyset 21.30 går damerne så i bad, skifter sengetøj, tuller rundt osv. Som regel går det hele stille og roligt, og jeg tænder lyset igen kl. 05.00 og de skal være ude herfra kl. 06.30.
Natten bruger jeg så på at se film, stene internet, snakke med drengene og en gang imellem sover jeg – det kan bare sjældent betale sig, da det for det meste ender ud i afbrudt søvn.

2-3 gange om ugen har jeg så Office shift fra kl. 16. 00-18.30. Det går ud på, at jeg skal sortere de donationer vi får i form af tøj, toiletsager osv.
Nogle gange skal noget af det tøj, som vi ikke kan bruge så kørers væk. Det er også mig der skal gøre det, og det er en gang foregået i en varevogn så stor, at den snildt kunne huse en polsk familie – jeg tog dog kun kantstenen en gang.
Nu har jeg aldrig været sådan skide god til at finde vej, så jeg tager altid en wing-man med, som ved hvor vi er og hvor vi egentlig er på vej hen. Denne her wing-man bliver så sulten en gang imellem og han ved hvor de bedste spise steder/take a way steder i Chicago ligger. Dette har to gange endt ud i, at jeg har kørt igennem et mindre civiliseret kvarter, hvor der bliver solgt narko for øjnene af en, og hvor beboerne bliver uhyre opstemt, når de ser en blondt, hvid pige i en mini Van – ja, lige i den situation holdt jeg ikke helt fartgrænsen og zigzaggede det bedste jeg har lært, imellem alle hullerne i vejen. Vi kom tilbage i et stykke.

Nu er jeg en af dem der tager sig af kvinderne et par gange om ugen, men i samme bygning sover der også 200 mænd – det er dem drengene tager sig af. Det gør de så ikke helt alene, for det er alligevel en del flere de skal holde øje med. Der er en superviser her hele natten, og det er ham der holder overblikket og smider nogle ud, hvis noget skulle gå galt. Vi har 4 supervisere i alt, og de er nogle karakterer i sig selv!

Der er Darryl, som er midt i 50’erne og lavet af ren muskelmasse. Han er gammel marine soldat og har været i krig, og han følger reglerne til punkt og prikke, og typen der ikke tager noget pis fra nogen! Hvis man så ham på gaden, ville man nok gå over på den anden side af vejen, for han kan godt se ud som om, at han har lyst til at slå. I virkeligheden er han en rigtig rar mand, som bare gerne vil have tingene til at fungere.

Så er der Larry, som er en gang i 60’erne og som bruger det vildeste slang, jeg indtil videre har været ude for! Det er ikke altid, at jeg forstår hvad vi snakker om, men det gør heller ikke så meget, for der er altid en super stemning. Lige så sød og rar som han kan være, lige så skrap og hård kan han så også blive, hvis det bliver nødvendigt overfor gæsterne. Han er typen, som ville være perfekt at tage med på et lille skummelt værtshus, hvor det handler om at drikke øl og fortælle røverhistorier. Typen der får det til at virke helt naturligt, at gå med en kæmpe ring af guld på lillefingeren.

Eric er den eneste hvide superviser vi har, samtidig med at han er lille, splejset og med forholdsvis løse håndled. Grunden til at han ikke får bank hver eneste gang han har vagt, er fordi han er menneskekender helt ind til benet! Han har arbejdet på Shelteret i 8 år og han ved hvornår man skal svare igen og hvornår det er klogest at lade som ingenting. Det er ham jeg taler med, hvis det har været en hård aften, for han har altid en forklaring eller en historie til at få mit humør op igen.

Sidst men ikke mindst er der Lorenzo. Han er 2. m. høj, midt i 40erne, har 8 børn med 4 forskellige kvinder og typen der får det til at virke helt naturligt at have tatoveringer på halsen. Regler er ikke et ord han kender og han ryger cigar og har det sjoveste ansigtsudtryk når han tænker: Han rynker brynene, spidser læberne og siger ”Let me think…” imens han tager sig til hagen, jeg elsker når han gør det!

Ham fejlvurderet jeg ret meget i starten, for jeg troede at han var denne her badass player hater. Det var på et tidspunkt sådan, at jeg ikke havde lyst til at gå på toilettet når han havde vagt. For han har et slæng af de hjemløse, som han tager med ud i vores køkken, og så sidder de der, ryger cigaretter, hører musik og snakker hele natten. Når der så dukker denne her lille hvide pige med brede hofter op, så blev det lige til en del mere opmærksomhed, end jeg føler mig godt tilpas med. Jeg har dog vænnet mig til det, og tager det nu som en kompliment. Det er blevet sådan, at jeg får knus af Lorenzo hver gang vi har vagt sammen, og sidste gang fortalte han så om sin stepmaskine, imens han tændte sit duftlys og spiste sin salat – det havde jeg ikke lige gættet på, første gang jeg så ham!

Hvad angår selve arbejdet, så kan jeg bruge den erfaring jeg fik i vuggestuen til utrolig meget.
Det handler om at være retfærdig, men samtidig skære igennem og vise dem, at det er mig der bestemmer, uden at hæve stemmen.
Her kan jeg godt føle, at det bare er ”noget vi leger” en gang imellem, når det er lige før, at jeg er den yngste i lokalet og jeg så skal fortælle, hvad de skal gøre.
Langt de fleste af de gæster vi har, er psykisk syge. De er hos os, fordi der skulle spares og det valgte de så at gøre, ved at lukke de psykiatriske afdelinger, for ”De kan jo bare tage deres medicin og gå ud og få et arbejde” – nå ja, det er da også rigtig…
Så nu kommer de til os, nogen har været der i mange år, og mange af dem, bliver der nok til den dag de ikke kan mere.
Der er mange sørgelige skæbner og mange karakterer, men der er også dem, som er endt der ved et tilfælde, og som er ved at kæmpe sig ud af det igen. Og det bedste jeg kan gøre, er at tale med dem og høre hvad de har at sige.

De to ting jeg altid husker mig selv på, inden jeg går på arbejde er:

- Tag det hele med humor

- Vi er alle sammen mennesker, og vi skal alle sammen behandles ens.

Mit platoniske polygamiske ægteskab

Inkludere 8 mænd og mig selv.

Nu har jeg af gode grunde, aldrig prøvet at være gift med nogen, alligevel er jeg ret sikker på, at det til tider har visse ligheder med den boligsituation jeg pt. befinder mig i.

Når man nu bor sammen med 8 personer af hankøn (+ 2 af hunkøn), så kan det ikke undgås, at man engang imellem føler sig som enten en hustru eller en mor. Det sidste er egentlig mest fordi, drengene har en tendens til at tale længe og intensivt til en, imens man sidder på toilette (og nej, det hjælper ikke at ignorer dem, så råber de bare endnu højere)

For at være helt ærlig, så nyder jeg det her ”kollektiv” til fulde, fordi jeg (for det meste) får det bedste fra 8 vidt forskellige mænd, så bliver man træt af den ene, kan man altid gå videre til den næste. Der er eksempelvis: Ham jeg slås og pjatter med, der er ham jeg danser med, ham jeg laver mad sammen med, ham jeg råber ad, ham jeg taler seriøst med, ham hvor det hele er indforstået, ham jeg altid får et knus af og så selvfølgelig, hypokonderen.

Generelt har jeg aldrig været særlig god til det med drenge venner, og havde egentlig mine skrupler om hvordan det hele skulle gå, når jeg blev placeret i et hus med 7 tyske fyre og en skotte. Det viste sig ret hurtigt at være ubegrundet, for det har unægteligt sine fordele.

Der er nemlig altid en der ved, hvorfor lyden på min computer er forsvundet, hvordan jeg får fjernsynet til at virke og hvor vi skal gå hen for at få den bedste pizza.

På den anden side er der også altid en, der efterlader sine beskidte tallerkner og/eller underhakker de mest mærkværdige steder, nogle der spiller bold inden døre (ja okay, her deltager jeg så gerne) og så er de ret insisterende når det kommer til sport i fjerneren!

Eksempelvis skulle jeg hilse og sige at det er ret så krævende at forklare 3 fyre, hvorfor det var livsnødvendigt at se ”Titanic”, når der samtidig var sådan noget basketball-slam-dunk-hvad-ved-jeg på en af de andre kanaler. Selv argumenter som; ”I kan fise ind og se det på jeres computer” og ”Jeg var her først” kunne jeg godt smide en hvid pind efter.

I virkeligheden gør det mig ikke spor, at de vinder kampen om fjernbetjeningen, eller ikke har den fjerneste idé om hvordan man bruger en støvsuger. Mest fordi jeg ikke kunne være mere ligeglad med, hvad det egentlig er vi ser, så længe vi ser det sammen og så fordi det rager mig, om der er rent, så længe der ser rent ud.

Det har også visse fordele, at være den ene ud af tre piger, som bor her. Det er nemlig helt utrolig nemt at imponere drengene, hvis man står i f.eks. køkkenet og bikser et eller andet sammen ”Ej, bager du brød?!” (jojo, jeg kan da læse en opskrift og komme mel i dejen til den hænger sammen) og med den slags, følger en vis form for respekt. Lige pludselig blev det nemlig mig de kommer til, hvis de har et eller andet mistænkeligt udslæt (jeg vil egentlig helst ikke vide hvad det er), men så kommer vi bare noget Aleo Vera på, og pist væk er det.

Det der er ved det, er at vi passer alle sammen på hinanden og hjælper hinanden, men specielt drengene har en tendens til at gå ind i ”beskytterrollen”. Jeg har eksempelvis ikke ”fået lov” til at gå alene hjem fra byen endnu, selvom vi bor 5 min. væk og ligegyldigt hvor lyst det er. Jeg befinder mig også i den situation, at jeg kunne undvære mine arme, for samtlige døre bliver åbnet.

Så er der det der med sproget. For hvis drengene prøver at forklare noget, og jeg ikke har den fjerneste ide om, hvad de snakker om, så siger de det på tysk og så plejer det at give mening.

Det omvendte gør jeg så, hvilket på et eller andet tidspunkt betød, at jeg sagde ordet ”Gulerod” – det synes de er det sjoveste ord i hele verden! Ja, jeg kunne heller ikke helt se fidusen i det… Så nu er de blevet ret så interesseret i at lærer at tale dansk, og det er det sødeste i hele verden når de går rundt og siger ”Jeg elsker dig” (ja, de er godt klar over hvad det betyder).

Det tidspunkt i løbet af dagen, hvor jeg slapper mest af og bare nyder at være her, er når vi sidder inde på Alex’ værelse, i skæret fra et eneste lille snollet stearinlys, med en øl i hånden, musik på anlægget og en vandpibe til deling. Lige præcis her, er det så ligegyldigt om en hjemløs har råbt af en, om man kun har fået 3 timers søvn eller om der ikke er en eneste spiselig ting i huset (udover en dåse flåede tomater og nogle dybfrosne fiskepinde fra 1998) – for lige der på de 14m2 handler det bare om at være til stede.

YMCA...

... er navnet på det træningscenter hvor alle fuldtids frivillige (inkl. mig selv) kan komme gratis ind...
Det skal lige siges, at jeg ikke har sat mine ben i et træningscenter siden foråret 2008, og jeg havde ærlig talt ikke prioriteret at pakke det såkaldte træningsgrej inden afrejse... Det er dog alligevel lykkedes mig at fremskaffe de mest basale dele af sådan et outfit; Sko og sports BH.
Så da nogle af drengene i går annoncerede at nu tog af sted, blev jeg grebet af stemningen og fik på 2 sek. smidt nogle ting i en taske, og så ud af døren... Klip til en noget undrende Louise, da hun står i omklædningsrummet, med en t-shirt i den ene hånd og et par gamacher i den anden... Nu var jeg jo ligesom kommet derhen, så jeg kunne lige så godt få pumpet noget metal eller hvad det hedder alt sammen, så på med klunset og optimismen...
Gudskelov havde jeg husket min iPod, så jeg ligesom havde mulighed for at lukke af for omgivelserne..
Hele træningsprocessen forløb sådan set godt nok, selvom jeg stadigvæk føler mig som en/et hamster, når jeg tonser rundt på et løbebånd og ikke helt kan tage mig selv seriøst, hvis jeg får øje på pigebarnet i spejlet, imens hun løfter tunge ting og laver dertilhørende ansigtsudtryk...
Der hvor problematikken kommer ind i billedet er under udstrækningen - Jeg skal ikke kunne sige om det rent faktisk var nødvendigt i mit tilfælde, jeg kunne bare høre Hr. Nielsen sige, at det er dét der gør hele træningen...
Jeg står og strækker ben/lår/hvad ved jeg, ved at bruge følgende metode: Benene så langt fra hinanden som muligt, for så at bøje sig forover så langt som muligt = bagpartiet lige i vejret!
Af en eller anden årsag har jeg valgt at gøre det op af et af spejlene, så da jeg bøjer mig forover, kan jeg ikke undgå at se ind i spejlet, for så til min rædsel at opdage, at de hersens gamacher er r-e-t så gennemsigtige. Hvis jeg nu bare havde haft sådan et par små, diskrete, sorte trusser på (gad vide om jeg overhovedet ejer sådan et par...), så havde det ikke været det store problem, det var dog desværre ikke tilfældet!
Pludselig gav alle de blikke, som jeg tidligere havde tolket som beundrende og anerkendene , ja, jeg havde endda bildt mig selv ind at "De tror måske jeg træner til maraton..........", MEGET bedre mening - for de betød helt sikkert "Stakkels det pigebarn i de storstribede underhakkere, hun kan ikke engang løbe 2 min. uden at blive blå i hovedet og så har hun heller ikke råd til anstændigt træningstøj"
Jeg blev ret så hurtig færdig med at rive mine lemmer af led, fik fat på drengene og så af sted med os....
Gudskelov har jeg oplevet langt pinligere ting, så jeg vender frygtløs tilbage næste gang jeg har chancen, men formentlig i nogle andre benklæder...


Derudover blev det her ugen, hvor Girl Alex skulle tilbage til Østrig.
Jeg var godt forberedt på, at det ville blive en trist dag. Alligevel kom det noget bag på mig, da jeg 1 time inden hun skal af sted, giver hende knus nr. 23 den dag og hun lukker op for sluserne - for pludselig triller tårerne ned af kinderne på mig, fordi det pludselig gik op for mig, at jeg "kun" har 5 måneder tilbage her, og hvor hurtigt man egentlig kommer til, at holde af de mennesker man bor så tæt sammen med.
Så stod vi to der, midt i alting og ingen af os anede hvad vi skulle gøre af hverken os selv eller hinanden. Det blev så ikke meget bedre, da hun skulle af sted til lufthavnen og der skulle vinkes farvel. Jeg fik endnu et knus og vi tog endnu en tudetur. Jeg lovede at tage mig godt af vores fisk og af drengene. Først nævnte går knap så godt, der er nu 2 tilbage ud af 7. Jeg satser på at det går bedre med drengene....

Bibelmøde

Snestormen som i muligvis har hørt, var præcis lige så vild som billederne viser. Det hele begyndte for alvor tirsdag aften, hvor det egentlig bare sneede og sneede og sneede og blæste og blæste og blæste. Og så tordnede det lidt og så blæste det lidt mere! Faktisk var det så voldsomt, at man knap kunne se over på den anden side af gaden. Onsdag var der så kaos, fordi det nærmest var umuligt at få sin bil eller sig selv udenfor.
Jeg gik en tur for at tage billeder, og faldt i snak med en mand, som fortalte at sidst de havde en snestorm ala denne her var i 1979, men at det her alligevel var det værste han havde oplevet. Samtlige mennesker var ude for at skovle sne, i håb om at kunne få deres bil fri.
Hvad angår de hjemløse, så valgte Shelteret at holde åbent 24 timer i døgnet, for første gang i de 27 år som de har eksisteret. Dette betød en masse ekstra arbejde, og alle gav en hånd med. Gæsterne opførte sig ordentligt, selvom der havde været en hvis skepsis omkring deres udholdenhed. Alt gik dog uden problemer.
Under denne her snestorm har jeg så lært to nye ting; et begreb og en regel.
Begrebet: White gold. Dette er folk der elsker at skovle sne (eller folk der har brug for penge, vælg selv), som bliver betalt for at skovle sne for naboen. Det siger sig selv, at der er rig mulighed for at tjene gode penge, med al den sne vi fik!
Reglen: Når man så har fået gravet sin bil fri, så er det helt i orden at stille stole op, så ingen andre tager ens plads, når man forlader den. Hvis der så imellem tiden er nogle der trodser dine stole og alligevel parkere på ”din” plads, så er det helt i orden hvis du bliver sur og evt. smadre en rude, punktere et dæk eller sætter ild til det pågældende køretøj. Det er en uskreven regel som gælder for hele byen, uanset nabolaget.

Så blev det torsdag og eftersom Girl Alex rejser på onsdag, er det her ligesom hendes uge. Hun valgte at vi skulle fejre det med rødvin, og som sagt så gjort. Det blev Amanda og jeg der skulle gå den lange gang til Jewels (supermarkedet) efter proviant. I minus grader og gennem snedriver, gik vi den 5 min. Lange gang derhen kl. 22.30 og fik hvad vi skulle bruge. Tilbage i lejligheden indrettede vi os på et af værelserne og fik hurtigt drukket den første flaske. Jeg opdager så at der ligger en Bibel på bordet, og spørger undrende ind til den, eftersom jeg ikke lige havde regnet med at finde den slags helligheder på den pågældende persons værelse! Han sætter sig ned ved siden af mig, og fortæller mig historien om hvor den kom fra:
Han var lige ankommet til Chicago og blev inviteret i byen af en af hans kollegaer. Han tager med i den tro, at de skal ud og give den gas og opleve Chicagos vilde natteliv, det blev dog en lidt anden historie. Han dukker op på den givne adresse og inde i lejligheden sidder der 12 fuldvoksende afroamerikanere med tatoveringer og guldkæder, som bare stirrer på ham. Først bliver han lidt befippet, men bliver så budt velkommen og sat i midten af forsamlingen, og får så stukket en Bibel i hånden. Det viser sig så, at han er endt i et vaskeægte bibelmøde, hvilket indebar fællesbøn, tåre og højtlæsning. Han tog biblen med sig da han gik, men valgte trods alt ikke at dukke op igen.
Jeg skal lige til at spørger, hvorfor i al verden han stadigvæk har den liggende, men gætter så selv svaret 5 min. Senere:
Der bliver sat Stones på anlægget og fundet tobak frem. Det viser sig så, at det papir Biblen bliver skrevet på, er tilpas tyndt til at rulle joints af.
Ja, vi går ind for genbrug her i huset, for der er ingen grund til at smide noget ud, selvom man ikke lige umiddelbart kan se en grund til at beholde det.

Jeg lærer noget nyt hver dag.

Nabohjælp

I lørdags var det tilfældigvis nærmest den dag Manuel fyldte 21 år, hvilket jo selvfølgelig skulle fejres!
Problemet er bare, som nævnt tidligere, at det ikke er tilladt med alkohol her i huset, men så er det godt at man har naboer!
De andre har snakket lidt med dem førhen, og de bor en 5 unge mennesker derover og vi skulle være mere end velkommende til at holde festen derover, så det gjorde vi!
Der blev spillet beer pong til den helt store guldmedalje, samtidig med at der foregik et andet øl spil ude på terrassen, jeg fortæller lige reglerne ganske overordnet: Man går udenfor, tager blusen af (så man står i bar overkrop), tager en øldåse, stikker hul i bunden af den og så gælder det om at bunde hurtigst. Den der bunder først, vinder. Kan lige så godt indrømme det, efter to spil beer pong, brugte jeg lang tid udenfor, på bare at observere…
Klokken slog tolv og det blev officielt Manuels fødselsdag. Dette blev indikeret ved at der kom en gryde ind i billedet. Ja, i gryden var der en drik, som ingen rigtig vidste hvad indeholdt, men den blev sendt rundt blandt os alle (jeg var desværre på toilettet da dette skete, ahem..)
Efterfølgende var det som om, at festen tog en helt anden, men stadigvæk god, drejning og pludselig kommer Manuel ud fra toilettet og får snøvlet noget om, at han havde tabt sin iPhone ned i toilettet, vel at mærke imens det var i brug. Jeg bliver gudskelov aldrig så beruset, at jeg glemmer mine gode husmoder tricks, så jeg gik fluks over i køkkenet for at finde en pose og nogle ris (noget med at risene suger vandet tilstrækkeligt ud, hvis man er heldig).
Jeg kommer over i suppe køkkenet, og der er fyldt med røg. Jeg tænker ikke lige nærmere over det, da jeg ligesom var på en mission. Jeg finder mine ris på lageret og vender tilbage til køkkenet, nu undrende over hvorfor det egentlig ryger så frygteligt fra ovnen. Her er det så at to af drengene dukker stor grinende op med vores ”genbrugsspand”, den havde de så valgt at tisse i. De syntes også at jeg skulle prøve, og jeg gjorde forsøget, jeg havde bare lige været på toilettet…. Nå ja, det var den der ovn vi kom fra. De var jo i gang med at lave pizza, men noget af den var faldet ned i bunden af ovnen, deraf røgen… Så gik røgalarmen så i gang, hvilket udløste endnu et latteranfald fra os alle tre.
Vi kom tilbage til festen og tog så i byen, det blev ikke til mere end en time for mit vedkommende, så var jeg træt. Så jeg fulgtes hjem med Manuel og Stefan og vi sluttede af på Subway med en sandwich, inden jeg kom hjem i seng. Jeg stod op igen et par timer senere, så jeg kunne se håndbold, hvilket ikke var noget at råbe hurra for, dels fordi jeg stadigvæk var en anelse beruset, dels fordi de ikke vandt.
Torsdag var der så community meeting, hvor vores ”genbrugsspand” blev efterlyst. Klip til tre unge mennesker der sidder og koncentrere sig voldsomt for ikke at kigge på hinanden, af frygt for at bryde ud i grin.

Ja, dette var så endnu en sindsoprivende semikulturel fortælling her fra storbylivet –
det kan godt være, at jeg ikke har besøgt så mange museer endnu, men jeg har det sjovt! :)

Ps. Nye billeder: http://picasaweb.google.com/louiseogmaiken/ChicagoJanuar
og flere i mappen Februar :)

Kulturelt siger du?

Ahem altså, nu er det ikke fordi jeg har været specielt kulturel, siden jeg var på The art institue of Chicago for et par uger siden, så jeg vil hellere fortælle nogle af de sjove ting i stedet for :)

Fredag tog jeg med Jonas, B-Alex, Stefan + hans kæreste og 2 af hendes venner på en tysk restaurent, og det var noget af en oplevelse!
Vi kommer ind og mødes af MEGET høj tysk slager musik, live vel at mærke! Vi får vores bord og jeg bruger de første 10 min. på bare at sidde og stirre på denne her Kjeld Heick look-a-like med sin guitar og en pensionist aldrende mand med sin harmonika, som åbenbart er for tung til at holde, for han har stillet den på en stol...
Vi får bestilt og inden vi får maden, forlader de to herre scenen, muligvis for at gå ud og stemme deres instrumenter....
Maden bliver serveret og bedst som vi sidder og nyder stilheden, kommer de tilbage til scenen og så skete der ting og sager!
Nu vil jeg godt advare om voldsomt sprogbrug, men jeg siger det lige ud: Fællessang
Ja, det var en traumatiserende oplevelse, men ikke destomindre noget jeg kunne finde på at overvære igen, forklaring følger...
"Kjeld Heick" stiller sig op med fornyet energi og erklærer at NU er festen her - med dette mener han adskillige tyske fællessange. Disse indebærer selvfølgelig fagter.
Samtlige gæster, som havde bundet de første liter øl, styrter ud på gulvet og går meget op i at følge fagterne, som Kjeld gennemgår meget entusiastisk inden han går i gang på guitaren.
Jeg lagde særlig mærke til en anselse beruset dame i en lilla bluse, som gik all in og virkelig levede sig ind i specielt den første sang (hvor man bla. svømmer, flyver og hopper) - de følgende 15 min. sad jeg som den eneste ved bordret, med tårerne løbende ned af kinderne af bare grin, og prøvede virkelig at beherske mig - de andre synes at Kjelds optræden var dybt pinlig.
Efter fællessang tog manden solbriller og hulakrans på, for nu skulle Elvis på banen - det var nærmest blasfemi!

Søndag var der football, Bears vs. Packers og selvom jeg ikke helt forstod reglerne, tog jeg af sted med B-Alex og Gunnar kl. 11.00 på bar, for at se kampen. Nogle af de andre kom senere, da kampen først begyndte kl. 14.00. Samtlige gæster var klædt i Bears trøjer og det jeg så af byen, var penslet ind i blå og orange (som så er The Bears farver). Det var så ikke helt optimalt at de tabte, men det var alligevel en god oplevelse! For da de så scorede, eller fik point eller hvad det hedder, gik folk HELT bananas og sang sådan en slagsang osv. Kl. 17.00 var kampen slut og efter 3 stive timer, var jeg trods alt blevet en smule klogere ang. reglerne - tvivler dog på at det bliver brugbart nogensiden igen.

Mandag havde jeg min første vagt alene på Shelteret og den gik ganske godt! Jeg fik delt tøj og lagner ud og der var ingen der rev hovedet hverken af hinanden eller mig, og så kan man vist ikke forlage mere. Rygtet er dog at disse damer opfører sig ordenligt de første par måneder man er der alene, og SÅ går det ellers løs, men det tager vi til den tid :)

Tirsdag blev så dagen hvor jeg lærte, at kører bil med automatgear. Det gik... ja, det gik. Det er ikke fordi selve det at kører bilen er svært, det er ganske nemt kun at skulle fokusere på gas og bremse, det er mere fordi det er nogle ret store biler vi har at kører rundt i.... Jeg overså "kun" et Fuldt Stop skilt og blev kun dyttet af nogle få gange, fordi jeg plantede mig midt på kørerbanen, af frygt for at skulle ramme nogen/noget - indtil videre er alle sluppet uskadt fra min kørsel :)

Ellers har jeg det dejligt og har brugt flere aftner på diverse Blues barer sammen med Brian (som sjovt nok spiller blues) og har fået mit vagtskema for februar. Jeg skal arbejde hveranden dag, fordi os piger har fået kontorvagten, så det er stadigvæk 2 nattevagter om ugen.

Jeg har slet ikke fået alt med, men det her er lige hovedpunkterne :)

Pas på jer selv <3

Opdatering :)

Så blev det vist tid til endnu en opdatering ang. hvad jeg render rundt og laver herover :)

Fredag var det tid til at komme i byen, hvilket indebærer alkohol, selvom vi har nogle der er under 21 her i huset...
Vi skulle over og købe øl og det gjorde jeg i selsskab med 2 af de drenge under 21. Den ene af disse var MEGET opstemt omkring det her alkohol, hvilket var en ret så tåkrummende affære...

Nå, vi kommer tilbage til lejligheden og skal så ha' de her indkøb op indenfor, uden at nogle opdager det (selvom alle er gået hjem og kl. er 20.00) - netop fordi her er nogle, som er under 21, må der ikke nydes alkohol i lejligheden.
Når man går ind af hovedindgangen er der 3 kameraer der følger en, og eftersom det ikke er hemmeligt nok bare at komme alkoholen i en rygsæk (?), så skulle der mere kreative metoder i brug.. Her er det at brandtrappen kommer ind i billedet....
Ja, du læste rigtigt - vi går om til brandtrappen, som vi kommer op til, ved at hoppe op på en skraldespand og derefter op på taget af en garage og så videre til trappen...
Jeg følte mig aldeles skyldig og en smule pinlig, fordi det aldrig har været nødvendigt for mig personligt, at lave den her slags smuglerier - på den anden side, så er det meget sjovt at ha' prøvet...

Vi indrettede os inde på et af værelserne med vandpibe, øl og musik - og så skulle der spilles ølspil.
Det spil der skulle spilles kendte jeg ikke reglerne på, men så var det at en af drengene trådte i karakter! Den gældene person har jeg nærmest ikke set siden jeg ankom i lufthavnen og har hørt ham tale endnu mindre, men da det kom til reglerne ang. det her spil, så skal jeg ellers lige love for, at han fik munden på gled og jeg fik en meget detaljeret gennemgang!

Aftenen fortsatte med god stemning, indtil der bliver banket på døren..
Her er det så at jeg nok skal indskyde at der bor en Supervicer hos os = hende der skal sørger for, at der ikke bliver drukket, røget og horet - på daværende tidspunkt fandt to ud af tre punkter sted inde på gæsteværelset...
Frk. Supervicer kommer ind og der bliver stille, som i meget stille! Jeg aner ikke rigtig hvad man siger, for igen, det har aldrig rigtig været nødvendigt med undskyldninger... Hun spørger hvad i al verden vi laver herinde og hvorfor hun ikke må komme ind?! Endelig er der en der siger "Jamen, det er fordi vi ryger vandpibe" - damen er jo ikke dum, men eftersom vi havde drikkevarende i krus og ikke orginal emballage, valgte hun at lade som om hun intet så.
Forresten, eftersom der er den regl at der IKKE må nydes alkoholiske drikke i opgangen, så er det sådan, at hvis man bliver taget med den slags 3 gange, så er det hjem!
Jeg har dog hørt diverse historie om langt værre ting der er foregået her, alligevel vælger jeg at passe lidt på..

Nå, vi lovede at smutte i byen med det samme, så lod hun som ingenting.
Afsted med os og hen til det her "super" sted, eller... De spillede en HEL del techno og house, og jeg kan sagtens lade som om jeg kan danse til den slags, specielt når vi alle (som i ALLE inkl. drengene) stormer ud på dansegulvet og står der med en øl i hånden og spiller fandango! Det værste var bare, at de valgte kun at spille 30 sek. af hver sang - så det blev til en slags stopdans i stedet for normale bevægelser....
Det var dog en rigtig hyggeligt aften!

Vi var i byen igen lørdag og søndag så vi Football - Gunnar prøver ret ihærdigt at lærer mig reglerne, fordi hvis Chicago Bears vinder de to næste kampe, går "vi" videre til Superbowl og det er jo superduper...
Udover dette er mit værelse blevet færdigt og der er kommet billeder på bloggen :)

Ellers har jeg det dejligt! Og glæder mig til at skulle arbejde imorgen, for første gang i en uge, jaja, livet som frivillig har sine konsekvenser...

BILLEDER

Så er der billeder klar:

http://picasaweb.google.com/louiseogmaiken/ChicagoJanuar#

Vi håber det virker :)

En slags hverdag

Nu har jeg snart været her i 2 uger og har efterhånden fået mig en hverdag - lidt ala. Hollywood fruerne nogle gange..
Jeg sover til jeg vågner, står op og går i bad, får morgenmad, går en tur rundt i kvarteret (kigger som regel på butikker), spiser frokost og snakker med de andre i deres pause, har mig-tid et par timer, spiser aftensmad kl. 19 med resten af huset og så tager vi i biografen, snakker, er kreative osv. Nå ja, og nogle gange arbejder jeg...

F.eks. i aften skal jeg på arbejde, den sidste vagt jeg havde var i lørdags. Jeg har i snit 2 vagter om ugen a. 12 t. , men nu skal jeg på arbejde idag og så går der en hel ugen, inden jeg skal igen!
Så er det pludselig en god ting, at denne her lejlighed ligner lort, så har jeg da noget at give mig til ;)
Og så bliver jeg NØD til at lærer at hækle, nu hvor jeg pt. har så meget fritid, for jeg nægter at slæbe alt det garn med hjem igen, hehe...

Fik jeg egentlig nogensinde fortalt at vi var ude at høre blues? Det var helt FANTASTISK! Stemningen, musikken, omgivelserne, det hele gik bare op i en højrer enhed og de spillede i 3 stive timer! Bare fordi... Og stemningen faldt ikke én gang undervejs!

Men ellers har jeg brugt denne her uge på at gøre mit værelse i stand, for det var lidt sølle da jeg ankom... Meget hvide vægge, men noget orange bløge værk i bunden! Jeg spurgte mig lidt frem, om vi måtte male vores værleser, og det må vi gudskelov gerne! Har dog bestemt mig for at godkende de orange bølger og følge det der 70'er trip, ved at male 3 peace tegn på væggen :D Et i grønt, et i blåt og et i lyserødt - billeder følger når resultatet er klar :) Ellers er her ved at være ganske beboeligt...

Ellers er den nye pige ankommet og en af de andre, som har været på ferie, er kommet hjem igen, så nu er vi her allesammen og det hele går godt :)
Hver torsdag har vi noget der hedder Community meeting, som egnetlig bare går ud på, at vi alle sammen sidder i en rundkreds, og snakker om at alle skal huske at gøre deres huslige pligter og rydde op efter dem selv osv.
Og hver mandag har vi Community night, som er en aften hvor vi f.eks. spiller et spil og ligesom bare er sammen alle sammen - tror det er meget hyggeligt. Jeg har ikke rigtig oplevet det endnu, for i mandags gjorde vi vores nye køkken rent - billeder følger.

Og ja, jeg LOVER at lægge billeder ind snarest muligt, jeg skal bare lige ha' taget dem først ;)

Pas på jer selv så længe <3

Så langt, så godt...

Så efter at ha' tudet mig igennem hele mandag, tirsdag og onsdag morgen, bestemte jeg mig for, at nu var det ligesom nok med det.. Det var selvfølgelig ikke helt så enkelt, for havde både hentet noget seriøs accistance fra veninder og selvfølgelig også fra hjemmefronten...

Så onsdag efter at være vågnet kl. 4.30 med tåre løbende ned af kinderne, gik jeg med de andre på arbejde i køkkenet kl. 11. Det hjalp!

Vi skulle ud og hente nogle donationer i midtbyen, så mig og Amanda kørte afsted. Da vi kom tilbage hjalp jeg Alex med at organisere madrummet. Om aftenen fik jeg snakket længe med både Gunnar, Brian og senere røg jeg vandpibe og drak øl med Alex og nogle af de andre på hans værelse, den slags hjælper altid på alting ;) Omkring halv ti blev vi sultne, så Alex, Jonas og jeg stegte en hel del kød og efter vi havde spist det, gik vi til køjs på hver vores værelse.



I går, torsdag var jeg på tur til Millennium Park, sammen med (pige)Alex, Jonas, Amanda og hendes fætter+kæreste. Der er en skulptur af en bønne, som sjovt nok hedder The Bean - noget af det smukkeste jeg har set! Nu ved jeg ikke præcis hvor høj den er, men jeg ved at hele den øverste del er lavet af en slags spejl, så hele himlen og byen og menneskene spejler sig i den - så hver gang man kommer der, er det som en helt ny oplevelse.



Nå, men torsdag var også den dag, hvor jeg havde min første vagt!

Der var møde først, så vi skulle være der allerede kl. 17. - istedet for 18.30.

Nu skal det nok lige indskydes, at det Shelter hvor nogle af os arbejder, ligger et stykke væk, i det såkaldet gettho område, så vi kører derhen. Man kan også tage offentlig transport, men chancerne for at blive rullet (berøvet) er ret så sandsynlige!

Så jeg kørte med Manuel derhen i en BUS af en bil! Altså, der kan vist være 10 personer i det her køretøj, og han kørte det ganske godt, men tak skæbne! Der er tre biler til brug på arbejde, hvoraf denne er den ene - og selvom jeg har ordnet kørerkort og div. er jeg ikke helt så sikkert på, at jeg kommer til at kører herover, selvom folk (med undtagelse af taxa'er, intet nyt her) kører ret pænt.

Men, mødet blev vel overstået og så gik det ellers løs!

Der er plads til 37 kvinder i denne her sal, og den bliver fyldt op. De har deres faste pladser, og hvis de bliver væk en nat, bliver deres plads "lånt" ud, dog max. 5 nættet, så bliver den permanent givet videre.

Når de kommer ind 18.30, får de mad og mulighed for bad, vasketøj osv.

Det vi skal sørger for, er at dele shampoo, sæbe, håndklæder, sokker o.lig. ud til dem. Dette foregår oppe ved skrivebordret, og kan godt være lidt heftigt, fordi de flokkes omkring det, og vil gerne ha' fingre i så meget som muligt, så her gælder det om at være skarp og skærer igennem.

Jeg var på vagt med Frances, som er en afroamerikaner og vist nok tidl. hjemløs = hun er godt klar over hvordan tingene fungere. Hun virker ret fair, og så er jeg allerede voldsomt forelsket i den måde hun taler, et eksempel: I ain't gonna repeat myself, as if I'm some broken record!

Det var nu ikke henvendt til mig, men altså - jeg glæder mig til at lærer mere af den slags! :)



Nå kl. 22 fik jeg lov til at ligge mig ind ved siden af og sove lidt. Kl. 03 gik jeg ind og sad sammen med Manuel inde hos mændene, og kl. 05 gik jeg ind til Frances igen, hvor damerne bliver vækket og de skal være ude kl. 06.30.

Detaljerne lover jeg at i får senere, også hvordan gæsterne er, for jeg kender dem trods alt ikke så godt endnu.



Idag tog jeg så med Jonas til Art Institute of Chicago, for der var gratis adgang :)

Han har været her siden i sommers og kender efterhånden byen ret godt, alligvel kom vi til at stå af et stop for tidligt i metroen og hans kommentar "Jeg hader når jeg befinder mig et sted, og jeg ikke ved hvilken retning Nord ligger i" - ja, her havde jeg så enten valgt at gå i en tilfældig retning, eller at tage en taxa :)

Men vi fandt det, og jeg har været kulturel hele dagen og kigget på kunst :)



Okay, ret lang post, jeg lover at komme med flere detaljeret indlæg på et andet tidspunkt, lige nu er jeg egentlig på vej ud af døren - for en af dem der bor her, Brian skal spille blues i aften og det skal vi selvfølgelig ud og høre :)



Ha' en dejlig weekend! <3

Ps. I dag har det sneet :D

Så var jeg i Chicago!

Godt så, skal se om jeg kan få det hele med...
Vi kørte hjemmefra kl. 03.00 d. 3.1.2011, og ankommer til Billund kl. 04.00. Jeg var ikke klar over at man selv skulle checke in nu om stunder, så efter jeg kommer over i køen for anden gang, kommer der en dame og fotæller, at det fly jeg skulle med til Amsterdam kl. 06.00, er forsinket og ankommer først omkring kl. 11. dvs. at jeg ikke kunne nå flyet videre til Chicago.
Over i køen til KLMs billetkontor, som siger at de vil kalde på os, når de ved noget. Vi sætter os alle tre tålmodigt (også Hr. Nielsen) og venter, og venter og... Køen bliver længere og længere, og folk er begyndt at gå ind til skranken og få nye flybilletter, jeg stiller mig derefter i kø igen..
Efter en halv times intensiv kø-ståning biver det min tur, kl. er 6.20. "Ja, du skal så med til et fly kl. 07.00 til London, videre til Atlanta og derfra til Chicago - gå du over til Cimber, så hjælper de dig"
Over til Cimber, som sender mig tilbage til KLM, som sender mig retur til Cimber igen - her er der så en mand der får det dårligt og bevimser = ambulancefolk.
Cimber damen er sur, fordi alle er forvirret og mange fly er aflyst, flyttet, i stykker osv. så da jeg kommer og siger, undskyld, men mit fly går kl. 7, kigger hun igen på min billet og siger "Jamen du skal jo checke in", det havde jeg ligesom gjort en gang, bare med nogle andre billetter.
Nå, hun tager mig med over til skranken, foran alle mulige mænd i jakkesæt, som råber at de skal altså med det fly der går 6.40, de får at vide at flyet først flyver senere. Hun checker mig ind, kl. er 6.40. Jeg skynder mig over til mor og far, får sagt farvel alt for hurtigt, men var så forvirret og så op af trapperne og ud til flyet - jeg når det gudskelov.
Ankommer til Gatwick, London og går direkte over til flyet til Atlanta.
På den 9 timers lange flyetur fra London-Atlanta, ser jeg film, sover en smule og prøver at holde humøret oppe.
Ankommer til Atlanta og får ringet til både Maiken og de gamle, bare så de ved at jeg er i god behold. Her har jeg gudskelov lige lidt ventetid, så jeg når at trække vejret og købt mad osv.
Med flyet til Chicago, som tog 2 timer, og lander her ca. kl. 17.00 lokal tid, "kun" tre timer senere end beregnet.
Jeg var af den opfattelse at Kendall (hende der står for det her) skulle hente mig i lufthavnen, i stedet står 2 af de fyre, som jeg bor sammen med. Vi kører herud hvor jeg nu befinder mig, og jeg er mildest talt smadret!
De viser mig lejligheden og mit værelse og ja, det er større end jeg havde regnet med, men også en del mere orange!
Jeg får pakket lidt ud, og de spører om jeg vil med ind at ryge vandpibe.. Nu er det åbenbart sådan, at når denne her "supervicer", som også bor her, ikke er hjemme, bliver der holdt fest, hvor der drikkes igennem, det var så igår..
Jeg ville egentlig gerne ha' deltaget i både vandpibe rygning og ølspil, jeg var simpelthen bare så træt og havde brug for alene tid, efter en rejsetid der startede kl. 02.00 og nu havde varet i ca. 24 t., så jeg gik i seng kl. 19.30 lokal tid.

Vågnede kl. 5.00 imorges og kunne ikke sove mere - så nu har jeg indrettet mit værelse, været i bad, set mig lidt om i lejligheden og nær taget livet af en dem, som også bor her.
Han var lige kommet hjem fra nattevagt, og jeg gik ud i køkkenet og sagde "Godmorgen", han havde så hverken hørt eller set mig, så han sprang noget nær 3 meter op i luften, men han sagde pænt hej og så kunne vi grine af det.

Jeg lover at opdatere mht. lejlighed, arbejde, roommates osv. når jeg ved noget mere :)

Pas på jer selv så længe! <3