Sommer i Chicago

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal begynde henne, for der er alligevel sket en HEL del siden sidst…

De gamle har blandet andet været på besøg, og de 12 dage fløj af sted!

Vi fik dog set alt det de gerne ville og gjort de ting, som vi havde planlagt.

Vi var ude at høre Blues, hvilket Hr. Nielsen synes utrolig godt om! Vi spiste på Trump Tower, shoppede, tog på bustur rundt i byen og så var de selvfølgelig herhjemme og møde min lille familie.

De lavede sovs, kartofler, frikadeller, agurkesalat og lagkage – hvilket faldt i god jord! De otte frikadeller der var tilbage, spiste Gunnar da han kom hjem fra nattevagt kl. 03.00., bare for at være sikker på, at han fik nogle.

De rejste hjem torsdag d. 26 maj. Det var alligevel den mærkeligste følelse jeg til dato har haft!

I sidste uge, fra onsdag d.1 juni til torsdag d.2 juni var vi så på ”Retreat”, som i bund og grund gik ud på at være sammen alle sammen og så reflektere over det halve til hele år, som vi har brugt sammen her i Chicago.

Det tog en times tid at køre hen til det sted, hvor vi skulle være, som lå ude på landet. Der var marker, der var bondegårde, der var skov, der var en sø med kanoer, der var godt vejr og der var fred og ro.

Vi havde en masse forskellige ”opgaver” onsdag, og det der betød allermest den dag, var da vi fik udleveret en stor konvolut med breve udleveret. Der var breve fra alle dem vi arbejder sammen med og så selvfølgelig fra dem hjemmefra – det var helt utroligt rørende!

Senere på aftenen tændte vi bål og grillede skumfiduser.

Torsdag var det en vis dames fødselsdag og de havde sørget for lækker morgenmad, med sang, lys og gaver, det var simpelthen så hyggeligt!

Den sidste ting vi gjorde torsdag, var også den mest krævende. Vi satte os i en rundkreds og fik stillet den opgave, at alle skulle sige noget positivt om alle.

Selve det at finde på noget positivt at sige om alle dem jeg bor med, er ikke et problem – det var det at skulle sige det højt til personen, imens alle var til stedte, samt det at tage imod en masse ros på en gang. Det var en helt speciel oplevelse, men det var den perfekte afslutning på en helt fantastisk tur!

I dag har det så været 36 grader celsius, hvilket har gjort det til den varmeste eftermiddag i 5 år her i Chicago. Kl. er nu 22.30 og temperaturen er på 31 grader celsius.

Vi må af en eller anden årsag ikke have Air Condition heroppe på vores etage, alligevel har vi sneget sådan en af slagsen op i stuen. Dette betyder så, at vi er endt endnu tættere på et kollektiv – for på værelserne kan der sagtens være omkring 35 grader celsius, hvilket gør det tæt på umuligt, at få bare en enkelt times søvn. Derfor sover de fleste af os inden i stuen, i sofaerne og på de madrasser vi har slæbt herind. Jeg synes det er helt vildt hyggeligt og kunne sagtens gøre det hver nat. Desværre ser det ud til, at temperaturen falder til en 20-25 grader sidst på ugen…

En ferie B.S. Christiansen ikke ville have godkendt

I sidste uge tog jeg på ferie med Lina, Gunnar og Alex til Daytona Beach, Florida. Vi havde talt om, at vi gerne ville på ferie sammen og det skulle sådan set være inden mine de gamle kom på besøg og imens de andre kunne få fri. Så det blev ret spontant, at vi fandt en rejse og fik den bestilt.
Jeg havde bare lige glemt, at jeg havde tre vagter i den weekend vi bestilte, men dem kom jeg gudskelov hurtigt af med!

Det tilbud vi fandt, var med to forskellige flyafgange, så vi skulle af sted i to hold. Vi bestilte søndag og skulle af sted fredag og på de 6 dage, når begge vores fly at blive aflyst 3 gange, gudskelov får vi pladser på et andet fly.

Fredag morgen står jeg så op kl. 04.45 og gør mig klar. Da jeg kommer ud fra badeværelset står Alex der, med en brækket arm! Eller, den var i hvert fald bundet ind og han kunne hverken bevæge armen eller skulderen, ej heller bære sin taske (gudskelov er han ret så meget mand og havde derfor kun pakket en rygsæk).
Han havde spillet hockey kamp dagen i forvejen og var blevet tacklet eller hvad ved jeg, men han ville selvfølgelig hverken på skadestuen eller blive hjemme, så vi proppede nogle 800 mg. Ibuprofen i ham i stedet for og så af sted med os.

Så så man to tosser kl. 05.00 på vej mod metroen igennem morgentågen, en med en hånd i noget meget lilla gaze og en med kuffert, rygsæk og skuldertaske (Ja, jeg pakker altid til alle vejrsituationer – lod dog gummistøvlerne blive på matriklen)

Alt gik uden problemer, selvom diverse stewardesser og andet godsfolk studsede lidt, da jeg kom tonsende med alt mit bagage og Alex intet havde.
Vi når sikkert frem og Gunnar og Lina ankommer to timer senere, og så af sted til stranden med os.

Lørdag står vi op kl. 09 (eller Lina vågner og vækker os andre). Vi spiser morgenmad og tager til stranden kl. 11.00. Alt er som det skal være; Sol, strand, vand og dejligt selskab.
Til at starte med har vi egentlig ret godt styr på situationen, Lina og jeg vender os hvert kvarter for at blive lige branket på begge sider, drengene spiller bold og fortæller historier.

Der hvor problematikken kommer ind i billedet er lidt senere på eftermiddagen. Der er nogle gode bølger og det gjaldt om at springe over dem, hvilket nok ikke var den bedste idé i hele verden, set med Alex’ øjne.
Der sker det der altid sker på en ferie, vi glemmer at smører os ordentligt ind i solcreme efter vi har været i vandet flere gange. Jeg var så den der var dårligst til det = Jeg kunne ikke sove på ryggen i 3 dage pga. meget kraftig solskoldning fra nakken og ned til knæene.
Søndag blev for midt vedkommende derfor brugt under en parasol i en chick form for burka.

Mandag morgen stod vi alle sammen (nærmest) frivilligt op kl. 6.30 og gik ned på stranden for at se solopgangen. Det var så hyggeligt og den bedste måde at afslutte en skøn ferie på, selvom den ikke gik helt efter planen – men helt ærligt, hvad sjov havde der lige været i det?

Billeder

Nye billeder her:

https://picasaweb.google.com/louiseogmaiken/April?authkey=Gv1sRgCIzRzI6Cwf2ZZQ#

Savn

Nogle gange, så kan man undre sig over, hvad det egentlig er man savner og andre gange, så kommer det ikke spor bag på en. Her er min liste:

Ting jeg savner:

- Rugbrød, og brød der ikke falder fra hinanden bare man kigger på det.

- Vand fra hanen, for det smager bare bedre!

- Økologi og ting uden parfume i. Der er parfume i ALTING inkl. Vaskepulver og hand sanitizer, det sidste giver slet ikke mening.

- Fugle. Jo altså, har set duer, men kun en, EN, helt almindelig lille fugl – ja, jeg ved så ikke lige hvilken slags det var.

- Natur, i al almindelighed. Der er parker og sådan noget, jeg mangler bare at kunne taget til stranden og havet en gang i mellem.

- Garderobe på natklubberne. Helt seriøst, det ligger ikke til dem, at tage penge for at opbevare din jakke imens du skaber dig åndssvagt (eller i det mindste have et sted, hvor man kan gøre af dem). Til gengæld er de helt vilde med at sidde ude på toilettet og tage penge for at du lige tisser en tår.

Ting jeg troede jeg ville savne:

- Fysisk kontakt. Efter at have arbejdet i vuggestue i 1½ år, er jeg blevet vænnet til altid at have nogen på skødet, en på armen og generelt mennesker omkring mig, som lige skal have en krammer eller nusses inden de suser videre – det har gudskelov ikke ændret sig, selvom det er en anden aldersgruppe nu.

- Alene tid. Normalt holder jeg enormt meget af at være alene, og bare at være i fred med mig selv. Efter jeg er flyttet i ”kollektiv” har det ændret sig gevaldigt. Jeg er kun alene når jeg sover om natten + når jeg er på badeværelset.

- Nogle andre ting, som jeg har glemt.

Ting jeg sætter pris på:

- Søndagsåbent, alle søndage + 24timers åbent.

- Hjælpsomheden i butikkerne. Jeg skulle på et tidspunkt købe en saks til at klippe mit pandehår (dét snakker vi ikke om). Prisen går ikke rigtigt ind, så jeg får den med gratis = ja tak.

- Det at alle er så hjælpsomme og taler til en, som om man har kendt hinanden i årevis.

- At alting er lige om hjørnet, eller til at få fat på indenfor rimelighedens grænser - undtagen et tørrestativ. Det tog mig 4 dage at opsnuse sådan et.

- Så er der det med medicin, du kan nærmest få a-l-t i håndkøb! Kan det ikke fås i håndkøb, så er det ikke det sværeste i hele verden at få fat på en recept (kan du heller ikke skaffe en recept, så kender jeg et par stykker ude på shelteret, der kan skaffe det for dig – hvis det skulle være)

I får også en af de bedre historier fra i går.

Lina og jeg er lige kommet hjem fra vores aftentur og klokken er omkring 22.00. Vi er inde på kontoret for at hente post, da dørtelefonen pludselig ringer. Jeg trykker på knappen og spørger hvad jeg kan hjælpe med, stemmen i den anden ende siger ”This is the police” – klip til to piger, der begge stivner og tænker det samme ”Vi har da ikke været så uartige…?!?!?”

Nå, jeg lukker ham ind og vi bevæger os nedenunder. Det er så først her, jeg kommer i tanke om, at det muligvis ikke er politiet, men måske nogle forbrydere der ville ind (der er bare ikke rigtig noget at komme efter). Lina har tydeligvis ikke samme tankegang, for hun springer nærmest ned af trapperne. Jeg bliver stående lidt i baggrunden, i tilfælde af at han pludselig hiver en pistol frem og jeg skal løbe efter hjælp. Han læser mine tanker, for da han ser mit ansigtsudtryk, er hans reaktion ”Oh I’m sorry, I’m Ryan Williams from the FBI” og så hiver han sit skilt frem. Her ånder vi begge lettet op, og kan så i ro og mag, stå og betragte hvor pæn en mand han i virkeligheden er.

Grunden til at han var der, var noget med en hjemløs der havde røvet en bank og sluppet af sted med $300. Han viste os et billede, men vi vidste ikke hvem det var. Så brugte vi ellers en 10 minutters tid på at stå og småsnakke om, hvor vi var fra, hvad vi lavede her osv.

Inden han gik, gav han os en hjemmeside (desværre ikke hans telefonnummer) hvor vi kan gå ind og se, hvilke forbrydere de leder efter lige pt. (www.bandittrackerchicago.com). Et par af drengene kender nogle af de mænd der er eftersøgte, men de vil ikke sige hvem det er – det er noget med at være tro imod sine medmennesker, hvilket egentlig er fair nok.

Håber i havde en dejlig påske! <3

Savn

Nogle gange, så kan man undre sig over, hvad det egentlig er man savner og andre gange, så kommer det ikke spor bag på en. Her er min liste:

Ting jeg savner:

- Rugbrød, og brød der ikke falder fra hinanden bare man kigger på det.

- Vand fra hanen, for det smager bare bedre!

- Økologi og ting uden parfume i. Der er parfume i ALTING inkl. Vaskepulver og hand sanitizer, det sidste giver slet ikke mening.

- Fugle. Jo altså, har set duer, men kun en, EN, helt almindelig lille fugl – ja, jeg ved så ikke lige hvilken slags det var.

- Natur, i al almindelighed. Der er parker og sådan noget, jeg mangler bare at kunne taget til stranden og havet en gang i mellem.

- Garderobe på natklubberne. Helt seriøst, det ligger ikke til dem, at tage penge for at opbevare din jakke imens du skaber dig åndssvagt (eller i det mindste have et sted, hvor man kan gøre af dem). Til gengæld er de helt vilde med at sidde ude på toilettet og tage penge for at du lige tisser en tår.

Ting jeg troede jeg ville savne:

- Fysisk kontakt. Efter at have arbejdet i vuggestue i 1½ år, er jeg blevet vænnet til altid at have nogen på skødet, en på armen og generelt mennesker omkring mig, som lige skal have en krammer eller nusses inden de suser videre – det har gudskelov ikke ændret sig, selvom det er en anden aldersgruppe nu.

- Alene tid. Normalt holder jeg enormt meget af at være alene, og bare at være i fred med mig selv. Efter jeg er flyttet i ”kollektiv” har det ændret sig gevaldigt. Jeg er kun alene når jeg sover om natten + når jeg er på badeværelset.

- Nogle andre ting, som jeg har glemt.

Ting jeg sætter pris på:

- Søndagsåbent, alle søndage + 24timers åbent.

- Hjælpsomheden i butikkerne. Jeg skulle på et tidspunkt købe en saks til at klippe mit pandehår (dét snakker vi ikke om). Prisen går ikke rigtigt ind, så jeg får den med gratis = ja tak.

- Det at alle er så hjælpsomme og taler til en, som om man har kendt hinanden i årevis.

- At alting er lige om hjørnet, eller til at få fat på indenfor rimelighedens grænser - undtagen et tørrestativ. Det tog mig 4 dage at opsnuse sådan et.

- Så er der det med medicin, du kan nærmest få a-l-t i håndkøb! Kan det ikke fås i håndkøb, så er det ikke det sværeste i hele verden at få fat på en recept (kan du heller ikke skaffe en recept, så kender jeg et par stykker ude på shelteret, der kan skaffe det for dig – hvis det skulle være)

I får også en af de bedre historier fra i går.

Lina og jeg er lige kommet hjem fra vores aftentur og klokken er omkring 22.00. Vi er inde på kontoret for at hente post, da dørtelefonen pludselig ringer. Jeg trykker på knappen og spørger hvad jeg kan hjælpe med, stemmen i den anden ende siger ”This is the police” – klip til to piger, der begge stivner og tænker det samme ”Vi har da ikke været så uartige…?!?!?”

Nå, jeg lukker ham ind og vi bevæger os nedenunder. Det er så først her, jeg kommer i tanke om, at det muligvis ikke er politiet, men måske nogle forbrydere der ville ind (der er bare ikke rigtig noget at komme efter). Lina har tydeligvis ikke samme tankegang, for hun springer nærmest ned af trapperne. Jeg bliver stående lidt i baggrunden, i tilfælde af at han pludselig hiver en pistol frem og jeg skal løbe efter hjælp. Han læser mine tanker, for da han ser mit ansigtsudtryk, er hans reaktion ”Oh I’m sorry, I’m Ryan Williams from the FBI” og så hiver han sit skilt frem. Her ånder vi begge lettet op, og kan så i ro og mag, stå og betragte hvor pæn en mand han i virkeligheden er.

Grunden til at han var der, var noget med en hjemløs der havde røvet en bank og sluppet af sted med $300. Han viste os et billede, men vi vidste ikke hvem det var. Så brugte vi ellers en 10 minutters tid på at stå og småsnakke om, hvor vi var fra, hvad vi lavede her osv.

Inden han gik, gav han os en hjemmeside (desværre ikke hans telefonnummer) hvor vi kan gå ind og se, hvilke forbrydere de leder efter lige pt. (www.bandittrackerchicago.com). Et par af drengene kender nogle af de mænd der er eftersøgte, men de vil ikke sige hvem det er – det er noget med at være tro imod sine medmennesker, hvilket egentlig er fair nok.

Håber i havde en dejlig påske! <3

Opdatering del 2

Og så har vi fået svar, jeg starter lige fra en ende af:

Jeg har IKKE tuberkulose = HURRA!

Jeg skal heller ikke til tandlægen alligevel, det kan i hvert fald vente til jeg kommer hjem = Dobbelt op på HURRA!

De dårlige nyheder er så, at ham drengen der muligvis blev sendt hjem, bliver sendt hjem. Han rejser 1 maj og det bliver lidt hårdt, at skulle undvære en af mine yndlings.

Samtidig rejser en af pigerne også (hun gør det så frivilligt) + at vores supervicer flytter d. 10 maj, så vi skal have en ny.

Hvad vejret angår, så er det ikke specielt samarbejdsvillig. For to uger siden havde vi 30 grader og var ved at koge over, i mandags sneede det og det lagde sig. Lige nu er det bare sådan lidt koldt, med lidt solskin, lidt blæst, lidt skyer, så det er ikke rigtig noget...

Ellers går alt godt! Vi er begyndt at lave og spise aftensmad sammen, dem der nu er hjemme og som har tid og lyst - jeg synes det er helt vildt hyggeligt!

Selvom det ikke er det bedste vejr for tiden, så bruger vi alligevel meget tid på brandtrappen, for det er bare hyggeligere at være udenfor.

Jeg synes der var en masse ting jeg gerne ville fortælle, men jeg har altså lige glemt dem...

Opsummering: Jeg har det rigtig godt!!

Ha' en dejlig påske <3

Opdatering...

Der foregår ting og sager lige nu, så i får lige en kort opdatering, i stedet for en hel historie...

For nogle dage siden var jeg på arbejde, og jeg står og folder lagener med Sister Loenette. Vi snakker om hendes familie, og hun fortæller at hun er den eneste ud af 8 søskende, som har valgt at gå "Guds vej". Jeg spørger lidt ind til hvorfor hun valgte som hun gjorde, og det var ganske enkelt fordi hun, i følge hende selv, var en vild teenager. Her bliver jeg nysgerrig og beder hende om at fortælle nogle safte historie. Hun griner og siger så: Jamen, dengang var vi jo meget sammen i grupper. Vi spillede bold og gik i udendørs biografer og den slags. Og så dansede vi square dance!

TAK SKÆBNE for en vild ungdom!!!

Der er muligvis en af drengene, som bliver sendt tilbage til Tyskland imorgen. Han havde fået en advarsel og da de holdt fest i weekenden, blev de opdaget med alkohol i huset. Så imorgen skal han til et møde med diverse mennesker, og så må vi se hvad der sker...

Vi krydser selvfølgelig alle sammen fingre for, at han får lov til at blive! For for at være helt ærlig, så kunne det være sket for os alle sammen.

Derudover har jeg muligvis tuberkulose. Vi blev alle sammen testet, fordi der var udbrud af TB på Shelteret og min var positiv. Det er muligvis pga. en Tb vaccine jeg fik inden afrejse, men de kan ikke afgøre det 100% før jeg har fået taget en blodprøve.

Samtidig har jeg været til tandlæge og skal have en rodbehandling på tirsdag + sat en krone på senere hen. Forsikringen dækker "kun" 3000 kr. Jeg kender ikke det endegyldige beløb endnu, men det ser ud til at blive en dyr affære.

Af gode nyheder, kom der en ny pige i mandags. Eller ny og ny, hun var her 7 uger i sommers, og de andre kender hende fra dengang.

Jeg havde kun hørt om hende, og fået fortalt historier, så jeg havde dannet mig et slags billede.

Som forventet kommer vi ret godt ud af det med hinanden. Vi har noget hen ad den sammen personlighed og griner meget højt og længe af de sammen ting.

Hvad vejret angår, så skifter det imellem at være 20 grader den ene dag, til at være 10 den næste. Nogle dage skinner solen, og andre dage regner det, men det hele er lige så stille begyndt at blomstre, så jeg klager ikke.

Alt i alt er jeg stadigvæk lige glad og tilfreds når jeg står op hver morgen, så mon ikke det hele kommer til at gå op i en højere enhed i løbet af de næste tre måneder...