onsdag den 27. april 2011

Savn

Nogle gange, så kan man undre sig over, hvad det egentlig er man savner og andre gange, så kommer det ikke spor bag på en. Her er min liste:

Ting jeg savner:
- Rugbrød, og brød der ikke falder fra hinanden bare man kigger på det.
- Vand fra hanen, for det smager bare bedre!
- Økologi og ting uden parfume i. Der er parfume i ALTING inkl. Vaskepulver og hand sanitizer, det sidste giver slet ikke mening.
- Fugle. Jo altså, har set duer, men kun en, EN, helt almindelig lille fugl – ja, jeg ved så ikke lige hvilken slags det var.
- Natur, i al almindelighed. Der er parker og sådan noget, jeg mangler bare at kunne taget til stranden og havet en gang i mellem.
- Garderobe på natklubberne. Helt seriøst, det ligger ikke til dem, at tage penge for at opbevare din jakke imens du skaber dig åndssvagt (eller i det mindste have et sted, hvor man kan gøre af dem). Til gengæld er de helt vilde med at sidde ude på toilettet og tage penge for at du lige tisser en tår.

Ting jeg troede jeg ville savne:
- Fysisk kontakt. Efter at have arbejdet i vuggestue i 1½ år, er jeg blevet vænnet til altid at have nogen på skødet, en på armen og generelt mennesker omkring mig, som lige skal have en krammer eller nusses inden de suser videre – det har gudskelov ikke ændret sig, selvom det er en anden aldersgruppe nu.
- Alene tid. Normalt holder jeg enormt meget af at være alene, og bare at være i fred med mig selv. Efter jeg er flyttet i ”kollektiv” har det ændret sig gevaldigt. Jeg er kun alene når jeg sover om natten + når jeg er på badeværelset.
- Nogle andre ting, som jeg har glemt.

Ting jeg sætter pris på:
- Søndagsåbent, alle søndage + 24timers åbent.
- Hjælpsomheden i butikkerne. Jeg skulle på et tidspunkt købe en saks til at klippe mit pandehår (dét snakker vi ikke om). Prisen går ikke rigtigt ind, så jeg får den med gratis = ja tak.
- Det at alle er så hjælpsomme og taler til en, som om man har kendt hinanden i årevis.
- At alting er lige om hjørnet, eller til at få fat på indenfor rimelighedens grænser - undtagen et tørrestativ. Det tog mig 4 dage at opsnuse sådan et.
- Så er der det med medicin, du kan nærmest få a-l-t i håndkøb! Kan det ikke fås i håndkøb, så er det ikke det sværeste i hele verden at få fat på en recept (kan du heller ikke skaffe en recept, så kender jeg et par stykker ude på shelteret, der kan skaffe det for dig – hvis det skulle være)


I får også en af de bedre historier fra i går.
Lina og jeg er lige kommet hjem fra vores aftentur og klokken er omkring 22.00. Vi er inde på kontoret for at hente post, da dørtelefonen pludselig ringer. Jeg trykker på knappen og spørger hvad jeg kan hjælpe med, stemmen i den anden ende siger ”This is the police” – klip til to piger, der begge stivner og tænker det samme ”Vi har da ikke været uartige…?!?!?”
Nå, jeg lukker ham ind og vi bevæger os nedenunder. Det er så først her, jeg kommer i tanke om, at det muligvis ikke er politiet, men måske nogle forbrydere der ville ind (der er bare ikke rigtig noget at komme efter). Lina har tydeligvis ikke samme tankegang, for hun springer nærmest ned af trapperne. Jeg bliver stående lidt i baggrunden, i tilfælde af at han pludselig hiver en pistol frem og jeg skal løbe efter hjælp. Han læser mine tanker, for da han ser mit ansigtsudtryk, er hans reaktion ”Oh I’m sorry, I’m Ryan Williams from the FBI” og så hiver han sit skilt frem. Her ånder vi begge lettet op, og kan så i ro og mag, stå og betragte hvor pæn en mand han i virkeligheden er.
Grunden til at han var der, var noget med en hjemløs der havde røvet en bank og sluppet af sted med $300. Han viste os et billede, men vi vidste ikke hvem det var. Så brugte vi ellers en 10 minutters tid på at stå og småsnakke om, hvor vi var fra, hvad vi lavede her osv.
Inden han gik, gav han os en hjemmeside (desværre ikke hans telefonnummer) hvor vi kan gå ind og se, hvilke forbrydere de leder efter lige pt. (www.bandittrackerchicago.com). Et par af drengene kender nogle af de mænd der er eftersøgte, men de vil ikke sige hvem det er – det er noget med at være tro imod sine medmennesker, hvilket egentlig er fair nok.

Håber i havde en dejlig påske! <3

Ingen kommentarer:

Send en kommentar