YMCA...

... er navnet på det træningscenter hvor alle fuldtids frivillige (inkl. mig selv) kan komme gratis ind...
Det skal lige siges, at jeg ikke har sat mine ben i et træningscenter siden foråret 2008, og jeg havde ærlig talt ikke prioriteret at pakke det såkaldte træningsgrej inden afrejse... Det er dog alligevel lykkedes mig at fremskaffe de mest basale dele af sådan et outfit; Sko og sports BH.
Så da nogle af drengene i går annoncerede at nu tog af sted, blev jeg grebet af stemningen og fik på 2 sek. smidt nogle ting i en taske, og så ud af døren... Klip til en noget undrende Louise, da hun står i omklædningsrummet, med en t-shirt i den ene hånd og et par gamacher i den anden... Nu var jeg jo ligesom kommet derhen, så jeg kunne lige så godt få pumpet noget metal eller hvad det hedder alt sammen, så på med klunset og optimismen...
Gudskelov havde jeg husket min iPod, så jeg ligesom havde mulighed for at lukke af for omgivelserne..
Hele træningsprocessen forløb sådan set godt nok, selvom jeg stadigvæk føler mig som en/et hamster, når jeg tonser rundt på et løbebånd og ikke helt kan tage mig selv seriøst, hvis jeg får øje på pigebarnet i spejlet, imens hun løfter tunge ting og laver dertilhørende ansigtsudtryk...
Der hvor problematikken kommer ind i billedet er under udstrækningen - Jeg skal ikke kunne sige om det rent faktisk var nødvendigt i mit tilfælde, jeg kunne bare høre Hr. Nielsen sige, at det er dét der gør hele træningen...
Jeg står og strækker ben/lår/hvad ved jeg, ved at bruge følgende metode: Benene så langt fra hinanden som muligt, for så at bøje sig forover så langt som muligt = bagpartiet lige i vejret!
Af en eller anden årsag har jeg valgt at gøre det op af et af spejlene, så da jeg bøjer mig forover, kan jeg ikke undgå at se ind i spejlet, for så til min rædsel at opdage, at de hersens gamacher er r-e-t så gennemsigtige. Hvis jeg nu bare havde haft sådan et par små, diskrete, sorte trusser på (gad vide om jeg overhovedet ejer sådan et par...), så havde det ikke været det store problem, det var dog desværre ikke tilfældet!
Pludselig gav alle de blikke, som jeg tidligere havde tolket som beundrende og anerkendene , ja, jeg havde endda bildt mig selv ind at "De tror måske jeg træner til maraton..........", MEGET bedre mening - for de betød helt sikkert "Stakkels det pigebarn i de storstribede underhakkere, hun kan ikke engang løbe 2 min. uden at blive blå i hovedet og så har hun heller ikke råd til anstændigt træningstøj"
Jeg blev ret så hurtig færdig med at rive mine lemmer af led, fik fat på drengene og så af sted med os....
Gudskelov har jeg oplevet langt pinligere ting, så jeg vender frygtløs tilbage næste gang jeg har chancen, men formentlig i nogle andre benklæder...


Derudover blev det her ugen, hvor Girl Alex skulle tilbage til Østrig.
Jeg var godt forberedt på, at det ville blive en trist dag. Alligevel kom det noget bag på mig, da jeg 1 time inden hun skal af sted, giver hende knus nr. 23 den dag og hun lukker op for sluserne - for pludselig triller tårerne ned af kinderne på mig, fordi det pludselig gik op for mig, at jeg "kun" har 5 måneder tilbage her, og hvor hurtigt man egentlig kommer til, at holde af de mennesker man bor så tæt sammen med.
Så stod vi to der, midt i alting og ingen af os anede hvad vi skulle gøre af hverken os selv eller hinanden. Det blev så ikke meget bedre, da hun skulle af sted til lufthavnen og der skulle vinkes farvel. Jeg fik endnu et knus og vi tog endnu en tudetur. Jeg lovede at tage mig godt af vores fisk og af drengene. Først nævnte går knap så godt, der er nu 2 tilbage ud af 7. Jeg satser på at det går bedre med drengene....