... er navnet på det træningscenter hvor alle fuldtids frivillige (inkl. mig selv) kan komme gratis ind...
Det skal lige siges, at jeg ikke har sat mine ben i et træningscenter siden foråret 2008, og jeg havde ærlig talt ikke prioriteret at pakke det såkaldte træningsgrej inden afrejse... Det er dog alligevel lykkedes mig at fremskaffe de mest basale dele af sådan et outfit; Sko og sports BH.
Så da nogle af drengene i går annoncerede at nu tog af sted, blev jeg grebet af stemningen og fik på 2 sek. smidt nogle ting i en taske, og så ud af døren... Klip til en noget undrende Louise, da hun står i omklædningsrummet, med en t-shirt i den ene hånd og et par gamacher i den anden... Nu var jeg jo ligesom kommet derhen, så jeg kunne lige så godt få pumpet noget metal eller hvad det hedder alt sammen, så på med klunset og optimismen...
Gudskelov havde jeg husket min iPod, så jeg ligesom havde mulighed for at lukke af for omgivelserne..
Hele træningsprocessen forløb sådan set godt nok, selvom jeg stadigvæk føler mig som en/et hamster, når jeg tonser rundt på et løbebånd og ikke helt kan tage mig selv seriøst, hvis jeg får øje på pigebarnet i spejlet, imens hun løfter tunge ting og laver dertilhørende ansigtsudtryk...
Der hvor problematikken kommer ind i billedet er under udstrækningen - Jeg skal ikke kunne sige om det rent faktisk var nødvendigt i mit tilfælde, jeg kunne bare høre Hr. Nielsen sige, at det er dét der gør hele træningen...
Jeg står og strækker ben/lår/hvad ved jeg, ved at bruge følgende metode: Benene så langt fra hinanden som muligt, for så at bøje sig forover så langt som muligt = bagpartiet lige i vejret!
Af en eller anden årsag har jeg valgt at gøre det op af et af spejlene, så da jeg bøjer mig forover, kan jeg ikke undgå at se ind i spejlet, for så til min rædsel at opdage, at de hersens gamacher er r-e-t så gennemsigtige. Hvis jeg nu bare havde haft sådan et par små, diskrete, sorte trusser på (gad vide om jeg overhovedet ejer sådan et par...), så havde det ikke været det store problem, det var dog desværre ikke tilfældet!
Pludselig gav alle de blikke, som jeg tidligere havde tolket som beundrende og anerkendene , ja, jeg havde endda bildt mig selv ind at "De tror måske jeg træner til maraton..........", MEGET bedre mening - for de betød helt sikkert "Stakkels det pigebarn i de storstribede underhakkere, hun kan ikke engang løbe 2 min. uden at blive blå i hovedet og så har hun heller ikke råd til anstændigt træningstøj"
Jeg blev ret så hurtig færdig med at rive mine lemmer af led, fik fat på drengene og så af sted med os....
Gudskelov har jeg oplevet langt pinligere ting, så jeg vender frygtløs tilbage næste gang jeg har chancen, men formentlig i nogle andre benklæder...
Derudover blev det her ugen, hvor Girl Alex skulle tilbage til Østrig.
Jeg var godt forberedt på, at det ville blive en trist dag. Alligevel kom det noget bag på mig, da jeg 1 time inden hun skal af sted, giver hende knus nr. 23 den dag og hun lukker op for sluserne - for pludselig triller tårerne ned af kinderne på mig, fordi det pludselig gik op for mig, at jeg "kun" har 5 måneder tilbage her, og hvor hurtigt man egentlig kommer til, at holde af de mennesker man bor så tæt sammen med.
Så stod vi to der, midt i alting og ingen af os anede hvad vi skulle gøre af hverken os selv eller hinanden. Det blev så ikke meget bedre, da hun skulle af sted til lufthavnen og der skulle vinkes farvel. Jeg fik endnu et knus og vi tog endnu en tudetur. Jeg lovede at tage mig godt af vores fisk og af drengene. Først nævnte går knap så godt, der er nu 2 tilbage ud af 7. Jeg satser på at det går bedre med drengene....
torsdag den 10. februar 2011
mandag den 7. februar 2011
Bibelmøde
Snestormen som i muligvis har hørt, var præcis lige så vild som billederne viser. Det hele begyndte for alvor tirsdag aften, hvor det egentlig bare sneede og sneede og sneede og blæste og blæste og blæste. Og så tordnede det lidt og så blæste det lidt mere! Faktisk var det så voldsomt, at man knap kunne se over på den anden side af gaden. Onsdag var der så kaos, fordi det nærmest var umuligt at få sin bil eller sig selv udenfor.
Jeg gik en tur for at tage billeder, og faldt i snak med en mand, som fortalte at sidst de havde en snestorm ala denne her var i 1979, men at det her alligevel var det værste han havde oplevet. Samtlige mennesker var ude for at skovle sne, i håb om at kunne få deres bil fri.
Hvad angår de hjemløse, så valgte Shelteret at holde åbent 24 timer i døgnet, for første gang i de 27 år som de har eksisteret. Dette betød en masse ekstra arbejde, og alle gav en hånd med. Gæsterne opførte sig ordentligt, selvom der havde været en hvis skepsis omkring deres udholdenhed. Alt gik dog uden problemer.
Under denne her snestorm har jeg så lært to nye ting; et begreb og en regel.
Begrebet: White gold. Dette er folk der elsker at skovle sne (eller folk der har brug for penge, vælg selv), som bliver betalt for at skovle sne for naboen. Det siger sig selv, at der er rig mulighed for at tjene gode penge, med al den sne vi fik!
Reglen: Når man så har fået gravet sin bil fri, så er det helt i orden at stille stole op, så ingen andre tager ens plads, når man forlader den. Hvis der så imellem tiden er nogle der trodser dine stole og alligevel parkere på ”din” plads, så er det helt i orden hvis du bliver sur og evt. smadre en rude, punktere et dæk eller sætter ild til det pågældende køretøj. Det er en uskreven regel som gælder for hele byen, uanset nabolaget.
Så blev det torsdag og eftersom Girl Alex rejser på onsdag, er det her ligesom hendes uge. Hun valgte at vi skulle fejre det med rødvin, og som sagt så gjort. Det blev Amanda og jeg der skulle gå den lange gang til Jewels (supermarkedet) efter proviant. I minus grader og gennem snedriver, gik vi den 5 min. Lange gang derhen kl. 22.30 og fik hvad vi skulle bruge. Tilbage i lejligheden indrettede vi os på et af værelserne og fik hurtigt drukket den første flaske. Jeg opdager så at der ligger en Bibel på bordet, og spørger undrende ind til den, eftersom jeg ikke lige havde regnet med at finde den slags helligheder på den pågældende persons værelse! Han sætter sig ned ved siden af mig, og fortæller mig historien om hvor den kom fra:
Han var lige ankommet til Chicago og blev inviteret i byen af en af hans kollegaer. Han tager med i den tro, at de skal ud og give den gas og opleve Chicagos vilde natteliv, det blev dog en lidt anden historie. Han dukker op på den givne adresse og inde i lejligheden sidder der 12 fuldvoksende afroamerikanere med tatoveringer og guldkæder, som bare stirrer på ham. Først bliver han lidt befippet, men bliver så budt velkommen og sat i midten af forsamlingen, og får så stukket en Bibel i hånden. Det viser sig så, at han er endt i et vaskeægte bibelmøde, hvilket indebar fællesbøn, tåre og højtlæsning. Han tog biblen med sig da han gik, men valgte trods alt ikke at dukke op igen.
Jeg skal lige til at spørger, hvorfor i al verden han stadigvæk har den liggende, men gætter så selv svaret 5 min. Senere:
Der bliver sat Stones på anlægget og fundet tobak frem. Det viser sig så, at det papir Biblen bliver skrevet på, er tilpas tyndt til at rulle joints af.
Ja, vi går ind for genbrug her i huset, for der er ingen grund til at smide noget ud, selvom man ikke lige umiddelbart kan se en grund til at beholde det.
Jeg lærer noget nyt hver dag.
Jeg gik en tur for at tage billeder, og faldt i snak med en mand, som fortalte at sidst de havde en snestorm ala denne her var i 1979, men at det her alligevel var det værste han havde oplevet. Samtlige mennesker var ude for at skovle sne, i håb om at kunne få deres bil fri.
Hvad angår de hjemløse, så valgte Shelteret at holde åbent 24 timer i døgnet, for første gang i de 27 år som de har eksisteret. Dette betød en masse ekstra arbejde, og alle gav en hånd med. Gæsterne opførte sig ordentligt, selvom der havde været en hvis skepsis omkring deres udholdenhed. Alt gik dog uden problemer.
Under denne her snestorm har jeg så lært to nye ting; et begreb og en regel.
Begrebet: White gold. Dette er folk der elsker at skovle sne (eller folk der har brug for penge, vælg selv), som bliver betalt for at skovle sne for naboen. Det siger sig selv, at der er rig mulighed for at tjene gode penge, med al den sne vi fik!
Reglen: Når man så har fået gravet sin bil fri, så er det helt i orden at stille stole op, så ingen andre tager ens plads, når man forlader den. Hvis der så imellem tiden er nogle der trodser dine stole og alligevel parkere på ”din” plads, så er det helt i orden hvis du bliver sur og evt. smadre en rude, punktere et dæk eller sætter ild til det pågældende køretøj. Det er en uskreven regel som gælder for hele byen, uanset nabolaget.
Så blev det torsdag og eftersom Girl Alex rejser på onsdag, er det her ligesom hendes uge. Hun valgte at vi skulle fejre det med rødvin, og som sagt så gjort. Det blev Amanda og jeg der skulle gå den lange gang til Jewels (supermarkedet) efter proviant. I minus grader og gennem snedriver, gik vi den 5 min. Lange gang derhen kl. 22.30 og fik hvad vi skulle bruge. Tilbage i lejligheden indrettede vi os på et af værelserne og fik hurtigt drukket den første flaske. Jeg opdager så at der ligger en Bibel på bordet, og spørger undrende ind til den, eftersom jeg ikke lige havde regnet med at finde den slags helligheder på den pågældende persons værelse! Han sætter sig ned ved siden af mig, og fortæller mig historien om hvor den kom fra:
Han var lige ankommet til Chicago og blev inviteret i byen af en af hans kollegaer. Han tager med i den tro, at de skal ud og give den gas og opleve Chicagos vilde natteliv, det blev dog en lidt anden historie. Han dukker op på den givne adresse og inde i lejligheden sidder der 12 fuldvoksende afroamerikanere med tatoveringer og guldkæder, som bare stirrer på ham. Først bliver han lidt befippet, men bliver så budt velkommen og sat i midten af forsamlingen, og får så stukket en Bibel i hånden. Det viser sig så, at han er endt i et vaskeægte bibelmøde, hvilket indebar fællesbøn, tåre og højtlæsning. Han tog biblen med sig da han gik, men valgte trods alt ikke at dukke op igen.
Jeg skal lige til at spørger, hvorfor i al verden han stadigvæk har den liggende, men gætter så selv svaret 5 min. Senere:
Der bliver sat Stones på anlægget og fundet tobak frem. Det viser sig så, at det papir Biblen bliver skrevet på, er tilpas tyndt til at rulle joints af.
Ja, vi går ind for genbrug her i huset, for der er ingen grund til at smide noget ud, selvom man ikke lige umiddelbart kan se en grund til at beholde det.
Jeg lærer noget nyt hver dag.
fredag den 4. februar 2011
Nabohjælp
I lørdags var det tilfældigvis nærmest den dag Manuel fyldte 21 år, hvilket jo selvfølgelig skulle fejres!
Problemet er bare, som nævnt tidligere, at det ikke er tilladt med alkohol her i huset, men så er det godt at man har naboer!
De andre har snakket lidt med dem førhen, og de bor en 5 unge mennesker derover og vi skulle være mere end velkommende til at holde festen derover, så det gjorde vi!
Der blev spillet beer pong til den helt store guldmedalje, samtidig med at der foregik et andet øl spil ude på terrassen, jeg fortæller lige reglerne ganske overordnet: Man går udenfor, tager blusen af (så man står i bar overkrop), tager en øldåse, stikker hul i bunden af den og så gælder det om at bunde hurtigst. Den der bunder først, vinder. Kan lige så godt indrømme det, efter to spil beer pong, brugte jeg lang tid udenfor, på bare at observere…
Klokken slog tolv og det blev officielt Manuels fødselsdag. Dette blev indikeret ved at der kom en gryde ind i billedet. Ja, i gryden var der en drik, som ingen rigtig vidste hvad indeholdt, men den blev sendt rundt blandt os alle (jeg var desværre på toilettet da dette skete, ahem..)
Efterfølgende var det som om, at festen tog en helt anden, men stadigvæk god, drejning og pludselig kommer Manuel ud fra toilettet og får snøvlet noget om, at han havde tabt sin iPhone ned i toilettet, vel at mærke imens det var i brug. Jeg bliver gudskelov aldrig så beruset, at jeg glemmer mine gode husmoder tricks, så jeg gik fluks over i køkkenet for at finde en pose og nogle ris (noget med at risene suger vandet tilstrækkeligt ud, hvis man er heldig).
Jeg kommer over i suppe køkkenet, og der er fyldt med røg. Jeg tænker ikke lige nærmere over det, da jeg ligesom var på en mission. Jeg finder mine ris på lageret og vender tilbage til køkkenet, nu undrende over hvorfor det egentlig ryger så frygteligt fra ovnen. Her er det så at to af drengene dukker stor grinende op med vores ”genbrugsspand”, den havde de så valgt at tisse i. De syntes også at jeg skulle prøve, og jeg gjorde forsøget, jeg havde bare lige været på toilettet…. Nå ja, det var den der ovn vi kom fra. De var jo i gang med at lave pizza, men noget af den var faldet ned i bunden af ovnen, deraf røgen… Så gik røgalarmen så i gang, hvilket udløste endnu et latteranfald fra os alle tre.
Vi kom tilbage til festen og tog så i byen, det blev ikke til mere end en time for mit vedkommende, så var jeg træt. Så jeg fulgtes hjem med Manuel og Stefan og vi sluttede af på Subway med en sandwich, inden jeg kom hjem i seng. Jeg stod op igen et par timer senere, så jeg kunne se håndbold, hvilket ikke var noget at råbe hurra for, dels fordi jeg stadigvæk var en anelse beruset, dels fordi de ikke vandt.
Torsdag var der så community meeting, hvor vores ”genbrugsspand” blev efterlyst. Klip til tre unge mennesker der sidder og koncentrere sig voldsomt for ikke at kigge på hinanden, af frygt for at bryde ud i grin.
Ja, dette var så endnu en sindsoprivende semikulturel fortælling her fra storbylivet –
det kan godt være, at jeg ikke har besøgt så mange museer endnu, men jeg har det sjovt! :)
Ps. Nye billeder: http://picasaweb.google.com/louiseogmaiken/ChicagoJanuar
og flere i mappen Februar :)
Problemet er bare, som nævnt tidligere, at det ikke er tilladt med alkohol her i huset, men så er det godt at man har naboer!
De andre har snakket lidt med dem førhen, og de bor en 5 unge mennesker derover og vi skulle være mere end velkommende til at holde festen derover, så det gjorde vi!
Der blev spillet beer pong til den helt store guldmedalje, samtidig med at der foregik et andet øl spil ude på terrassen, jeg fortæller lige reglerne ganske overordnet: Man går udenfor, tager blusen af (så man står i bar overkrop), tager en øldåse, stikker hul i bunden af den og så gælder det om at bunde hurtigst. Den der bunder først, vinder. Kan lige så godt indrømme det, efter to spil beer pong, brugte jeg lang tid udenfor, på bare at observere…
Klokken slog tolv og det blev officielt Manuels fødselsdag. Dette blev indikeret ved at der kom en gryde ind i billedet. Ja, i gryden var der en drik, som ingen rigtig vidste hvad indeholdt, men den blev sendt rundt blandt os alle (jeg var desværre på toilettet da dette skete, ahem..)
Efterfølgende var det som om, at festen tog en helt anden, men stadigvæk god, drejning og pludselig kommer Manuel ud fra toilettet og får snøvlet noget om, at han havde tabt sin iPhone ned i toilettet, vel at mærke imens det var i brug. Jeg bliver gudskelov aldrig så beruset, at jeg glemmer mine gode husmoder tricks, så jeg gik fluks over i køkkenet for at finde en pose og nogle ris (noget med at risene suger vandet tilstrækkeligt ud, hvis man er heldig).
Jeg kommer over i suppe køkkenet, og der er fyldt med røg. Jeg tænker ikke lige nærmere over det, da jeg ligesom var på en mission. Jeg finder mine ris på lageret og vender tilbage til køkkenet, nu undrende over hvorfor det egentlig ryger så frygteligt fra ovnen. Her er det så at to af drengene dukker stor grinende op med vores ”genbrugsspand”, den havde de så valgt at tisse i. De syntes også at jeg skulle prøve, og jeg gjorde forsøget, jeg havde bare lige været på toilettet…. Nå ja, det var den der ovn vi kom fra. De var jo i gang med at lave pizza, men noget af den var faldet ned i bunden af ovnen, deraf røgen… Så gik røgalarmen så i gang, hvilket udløste endnu et latteranfald fra os alle tre.
Vi kom tilbage til festen og tog så i byen, det blev ikke til mere end en time for mit vedkommende, så var jeg træt. Så jeg fulgtes hjem med Manuel og Stefan og vi sluttede af på Subway med en sandwich, inden jeg kom hjem i seng. Jeg stod op igen et par timer senere, så jeg kunne se håndbold, hvilket ikke var noget at råbe hurra for, dels fordi jeg stadigvæk var en anelse beruset, dels fordi de ikke vandt.
Torsdag var der så community meeting, hvor vores ”genbrugsspand” blev efterlyst. Klip til tre unge mennesker der sidder og koncentrere sig voldsomt for ikke at kigge på hinanden, af frygt for at bryde ud i grin.
Ja, dette var så endnu en sindsoprivende semikulturel fortælling her fra storbylivet –
det kan godt være, at jeg ikke har besøgt så mange museer endnu, men jeg har det sjovt! :)
Ps. Nye billeder: http://picasaweb.google.com/louiseogmaiken/ChicagoJanuar
og flere i mappen Februar :)
Abonner på:
Opslag (Atom)