Mit Shelter

Ja, måske du under dig over, hvad det egentlig er jeg arbejder med, eller hvad det egentlig er det her job går ud på.

Det skal jeg sige dig; To nætter om ugen, møder jeg kl. 18.30 her på Shelteret. Kl. 19.30 dukker der så 37 damer op, som gerne vil sove her. De har hver deres seng og dertilhørende kasse til deres ting. Inden jeg slukker lyset 21.30 går damerne så i bad, skifter sengetøj, tuller rundt osv. Som regel går det hele stille og roligt, og jeg tænder lyset igen kl. 05.00 og de skal være ude herfra kl. 06.30.
Natten bruger jeg så på at se film, stene internet, snakke med drengene og en gang imellem sover jeg – det kan bare sjældent betale sig, da det for det meste ender ud i afbrudt søvn.

2-3 gange om ugen har jeg så Office shift fra kl. 16. 00-18.30. Det går ud på, at jeg skal sortere de donationer vi får i form af tøj, toiletsager osv.
Nogle gange skal noget af det tøj, som vi ikke kan bruge så kørers væk. Det er også mig der skal gøre det, og det er en gang foregået i en varevogn så stor, at den snildt kunne huse en polsk familie – jeg tog dog kun kantstenen en gang.
Nu har jeg aldrig været sådan skide god til at finde vej, så jeg tager altid en wing-man med, som ved hvor vi er og hvor vi egentlig er på vej hen. Denne her wing-man bliver så sulten en gang imellem og han ved hvor de bedste spise steder/take a way steder i Chicago ligger. Dette har to gange endt ud i, at jeg har kørt igennem et mindre civiliseret kvarter, hvor der bliver solgt narko for øjnene af en, og hvor beboerne bliver uhyre opstemt, når de ser en blondt, hvid pige i en mini Van – ja, lige i den situation holdt jeg ikke helt fartgrænsen og zigzaggede det bedste jeg har lært, imellem alle hullerne i vejen. Vi kom tilbage i et stykke.

Nu er jeg en af dem der tager sig af kvinderne et par gange om ugen, men i samme bygning sover der også 200 mænd – det er dem drengene tager sig af. Det gør de så ikke helt alene, for det er alligevel en del flere de skal holde øje med. Der er en superviser her hele natten, og det er ham der holder overblikket og smider nogle ud, hvis noget skulle gå galt. Vi har 4 supervisere i alt, og de er nogle karakterer i sig selv!

Der er Darryl, som er midt i 50’erne og lavet af ren muskelmasse. Han er gammel marine soldat og har været i krig, og han følger reglerne til punkt og prikke, og typen der ikke tager noget pis fra nogen! Hvis man så ham på gaden, ville man nok gå over på den anden side af vejen, for han kan godt se ud som om, at han har lyst til at slå. I virkeligheden er han en rigtig rar mand, som bare gerne vil have tingene til at fungere.

Så er der Larry, som er en gang i 60’erne og som bruger det vildeste slang, jeg indtil videre har været ude for! Det er ikke altid, at jeg forstår hvad vi snakker om, men det gør heller ikke så meget, for der er altid en super stemning. Lige så sød og rar som han kan være, lige så skrap og hård kan han så også blive, hvis det bliver nødvendigt overfor gæsterne. Han er typen, som ville være perfekt at tage med på et lille skummelt værtshus, hvor det handler om at drikke øl og fortælle røverhistorier. Typen der får det til at virke helt naturligt, at gå med en kæmpe ring af guld på lillefingeren.

Eric er den eneste hvide superviser vi har, samtidig med at han er lille, splejset og med forholdsvis løse håndled. Grunden til at han ikke får bank hver eneste gang han har vagt, er fordi han er menneskekender helt ind til benet! Han har arbejdet på Shelteret i 8 år og han ved hvornår man skal svare igen og hvornår det er klogest at lade som ingenting. Det er ham jeg taler med, hvis det har været en hård aften, for han har altid en forklaring eller en historie til at få mit humør op igen.

Sidst men ikke mindst er der Lorenzo. Han er 2. m. høj, midt i 40erne, har 8 børn med 4 forskellige kvinder og typen der får det til at virke helt naturligt at have tatoveringer på halsen. Regler er ikke et ord han kender og han ryger cigar og har det sjoveste ansigtsudtryk når han tænker: Han rynker brynene, spidser læberne og siger ”Let me think…” imens han tager sig til hagen, jeg elsker når han gør det!

Ham fejlvurderet jeg ret meget i starten, for jeg troede at han var denne her badass player hater. Det var på et tidspunkt sådan, at jeg ikke havde lyst til at gå på toilettet når han havde vagt. For han har et slæng af de hjemløse, som han tager med ud i vores køkken, og så sidder de der, ryger cigaretter, hører musik og snakker hele natten. Når der så dukker denne her lille hvide pige med brede hofter op, så blev det lige til en del mere opmærksomhed, end jeg føler mig godt tilpas med. Jeg har dog vænnet mig til det, og tager det nu som en kompliment. Det er blevet sådan, at jeg får knus af Lorenzo hver gang vi har vagt sammen, og sidste gang fortalte han så om sin stepmaskine, imens han tændte sit duftlys og spiste sin salat – det havde jeg ikke lige gættet på, første gang jeg så ham!

Hvad angår selve arbejdet, så kan jeg bruge den erfaring jeg fik i vuggestuen til utrolig meget.
Det handler om at være retfærdig, men samtidig skære igennem og vise dem, at det er mig der bestemmer, uden at hæve stemmen.
Her kan jeg godt føle, at det bare er ”noget vi leger” en gang imellem, når det er lige før, at jeg er den yngste i lokalet og jeg så skal fortælle, hvad de skal gøre.
Langt de fleste af de gæster vi har, er psykisk syge. De er hos os, fordi der skulle spares og det valgte de så at gøre, ved at lukke de psykiatriske afdelinger, for ”De kan jo bare tage deres medicin og gå ud og få et arbejde” – nå ja, det er da også rigtig…
Så nu kommer de til os, nogen har været der i mange år, og mange af dem, bliver der nok til den dag de ikke kan mere.
Der er mange sørgelige skæbner og mange karakterer, men der er også dem, som er endt der ved et tilfælde, og som er ved at kæmpe sig ud af det igen. Og det bedste jeg kan gøre, er at tale med dem og høre hvad de har at sige.

De to ting jeg altid husker mig selv på, inden jeg går på arbejde er:

- Tag det hele med humor

- Vi er alle sammen mennesker, og vi skal alle sammen behandles ens.