Mit Shelter

Ja, måske du under dig over, hvad det egentlig er jeg arbejder med, eller hvad det egentlig er det her job går ud på.

Det skal jeg sige dig; To nætter om ugen, møder jeg kl. 18.30 her på Shelteret. Kl. 19.30 dukker der så 37 damer op, som gerne vil sove her. De har hver deres seng og dertilhørende kasse til deres ting. Inden jeg slukker lyset 21.30 går damerne så i bad, skifter sengetøj, tuller rundt osv. Som regel går det hele stille og roligt, og jeg tænder lyset igen kl. 05.00 og de skal være ude herfra kl. 06.30.
Natten bruger jeg så på at se film, stene internet, snakke med drengene og en gang imellem sover jeg – det kan bare sjældent betale sig, da det for det meste ender ud i afbrudt søvn.

2-3 gange om ugen har jeg så Office shift fra kl. 16. 00-18.30. Det går ud på, at jeg skal sortere de donationer vi får i form af tøj, toiletsager osv.
Nogle gange skal noget af det tøj, som vi ikke kan bruge så kørers væk. Det er også mig der skal gøre det, og det er en gang foregået i en varevogn så stor, at den snildt kunne huse en polsk familie – jeg tog dog kun kantstenen en gang.
Nu har jeg aldrig været sådan skide god til at finde vej, så jeg tager altid en wing-man med, som ved hvor vi er og hvor vi egentlig er på vej hen. Denne her wing-man bliver så sulten en gang imellem og han ved hvor de bedste spise steder/take a way steder i Chicago ligger. Dette har to gange endt ud i, at jeg har kørt igennem et mindre civiliseret kvarter, hvor der bliver solgt narko for øjnene af en, og hvor beboerne bliver uhyre opstemt, når de ser en blondt, hvid pige i en mini Van – ja, lige i den situation holdt jeg ikke helt fartgrænsen og zigzaggede det bedste jeg har lært, imellem alle hullerne i vejen. Vi kom tilbage i et stykke.

Nu er jeg en af dem der tager sig af kvinderne et par gange om ugen, men i samme bygning sover der også 200 mænd – det er dem drengene tager sig af. Det gør de så ikke helt alene, for det er alligevel en del flere de skal holde øje med. Der er en superviser her hele natten, og det er ham der holder overblikket og smider nogle ud, hvis noget skulle gå galt. Vi har 4 supervisere i alt, og de er nogle karakterer i sig selv!

Der er Darryl, som er midt i 50’erne og lavet af ren muskelmasse. Han er gammel marine soldat og har været i krig, og han følger reglerne til punkt og prikke, og typen der ikke tager noget pis fra nogen! Hvis man så ham på gaden, ville man nok gå over på den anden side af vejen, for han kan godt se ud som om, at han har lyst til at slå. I virkeligheden er han en rigtig rar mand, som bare gerne vil have tingene til at fungere.

Så er der Larry, som er en gang i 60’erne og som bruger det vildeste slang, jeg indtil videre har været ude for! Det er ikke altid, at jeg forstår hvad vi snakker om, men det gør heller ikke så meget, for der er altid en super stemning. Lige så sød og rar som han kan være, lige så skrap og hård kan han så også blive, hvis det bliver nødvendigt overfor gæsterne. Han er typen, som ville være perfekt at tage med på et lille skummelt værtshus, hvor det handler om at drikke øl og fortælle røverhistorier. Typen der får det til at virke helt naturligt, at gå med en kæmpe ring af guld på lillefingeren.

Eric er den eneste hvide superviser vi har, samtidig med at han er lille, splejset og med forholdsvis løse håndled. Grunden til at han ikke får bank hver eneste gang han har vagt, er fordi han er menneskekender helt ind til benet! Han har arbejdet på Shelteret i 8 år og han ved hvornår man skal svare igen og hvornår det er klogest at lade som ingenting. Det er ham jeg taler med, hvis det har været en hård aften, for han har altid en forklaring eller en historie til at få mit humør op igen.

Sidst men ikke mindst er der Lorenzo. Han er 2. m. høj, midt i 40erne, har 8 børn med 4 forskellige kvinder og typen der får det til at virke helt naturligt at have tatoveringer på halsen. Regler er ikke et ord han kender og han ryger cigar og har det sjoveste ansigtsudtryk når han tænker: Han rynker brynene, spidser læberne og siger ”Let me think…” imens han tager sig til hagen, jeg elsker når han gør det!

Ham fejlvurderet jeg ret meget i starten, for jeg troede at han var denne her badass player hater. Det var på et tidspunkt sådan, at jeg ikke havde lyst til at gå på toilettet når han havde vagt. For han har et slæng af de hjemløse, som han tager med ud i vores køkken, og så sidder de der, ryger cigaretter, hører musik og snakker hele natten. Når der så dukker denne her lille hvide pige med brede hofter op, så blev det lige til en del mere opmærksomhed, end jeg føler mig godt tilpas med. Jeg har dog vænnet mig til det, og tager det nu som en kompliment. Det er blevet sådan, at jeg får knus af Lorenzo hver gang vi har vagt sammen, og sidste gang fortalte han så om sin stepmaskine, imens han tændte sit duftlys og spiste sin salat – det havde jeg ikke lige gættet på, første gang jeg så ham!

Hvad angår selve arbejdet, så kan jeg bruge den erfaring jeg fik i vuggestuen til utrolig meget.
Det handler om at være retfærdig, men samtidig skære igennem og vise dem, at det er mig der bestemmer, uden at hæve stemmen.
Her kan jeg godt føle, at det bare er ”noget vi leger” en gang imellem, når det er lige før, at jeg er den yngste i lokalet og jeg så skal fortælle, hvad de skal gøre.
Langt de fleste af de gæster vi har, er psykisk syge. De er hos os, fordi der skulle spares og det valgte de så at gøre, ved at lukke de psykiatriske afdelinger, for ”De kan jo bare tage deres medicin og gå ud og få et arbejde” – nå ja, det er da også rigtig…
Så nu kommer de til os, nogen har været der i mange år, og mange af dem, bliver der nok til den dag de ikke kan mere.
Der er mange sørgelige skæbner og mange karakterer, men der er også dem, som er endt der ved et tilfælde, og som er ved at kæmpe sig ud af det igen. Og det bedste jeg kan gøre, er at tale med dem og høre hvad de har at sige.

De to ting jeg altid husker mig selv på, inden jeg går på arbejde er:

- Tag det hele med humor

- Vi er alle sammen mennesker, og vi skal alle sammen behandles ens.

Mit platoniske polygamiske ægteskab

Inkludere 8 mænd og mig selv.

Nu har jeg af gode grunde, aldrig prøvet at være gift med nogen, alligevel er jeg ret sikker på, at det til tider har visse ligheder med den boligsituation jeg pt. befinder mig i.

Når man nu bor sammen med 8 personer af hankøn (+ 2 af hunkøn), så kan det ikke undgås, at man engang imellem føler sig som enten en hustru eller en mor. Det sidste er egentlig mest fordi, drengene har en tendens til at tale længe og intensivt til en, imens man sidder på toilette (og nej, det hjælper ikke at ignorer dem, så råber de bare endnu højere)

For at være helt ærlig, så nyder jeg det her ”kollektiv” til fulde, fordi jeg (for det meste) får det bedste fra 8 vidt forskellige mænd, så bliver man træt af den ene, kan man altid gå videre til den næste. Der er eksempelvis: Ham jeg slås og pjatter med, der er ham jeg danser med, ham jeg laver mad sammen med, ham jeg råber ad, ham jeg taler seriøst med, ham hvor det hele er indforstået, ham jeg altid får et knus af og så selvfølgelig, hypokonderen.

Generelt har jeg aldrig været særlig god til det med drenge venner, og havde egentlig mine skrupler om hvordan det hele skulle gå, når jeg blev placeret i et hus med 7 tyske fyre og en skotte. Det viste sig ret hurtigt at være ubegrundet, for det har unægteligt sine fordele.

Der er nemlig altid en der ved, hvorfor lyden på min computer er forsvundet, hvordan jeg får fjernsynet til at virke og hvor vi skal gå hen for at få den bedste pizza.

På den anden side er der også altid en, der efterlader sine beskidte tallerkner og/eller underhakker de mest mærkværdige steder, nogle der spiller bold inden døre (ja okay, her deltager jeg så gerne) og så er de ret insisterende når det kommer til sport i fjerneren!

Eksempelvis skulle jeg hilse og sige at det er ret så krævende at forklare 3 fyre, hvorfor det var livsnødvendigt at se ”Titanic”, når der samtidig var sådan noget basketball-slam-dunk-hvad-ved-jeg på en af de andre kanaler. Selv argumenter som; ”I kan fise ind og se det på jeres computer” og ”Jeg var her først” kunne jeg godt smide en hvid pind efter.

I virkeligheden gør det mig ikke spor, at de vinder kampen om fjernbetjeningen, eller ikke har den fjerneste idé om hvordan man bruger en støvsuger. Mest fordi jeg ikke kunne være mere ligeglad med, hvad det egentlig er vi ser, så længe vi ser det sammen og så fordi det rager mig, om der er rent, så længe der ser rent ud.

Det har også visse fordele, at være den ene ud af tre piger, som bor her. Det er nemlig helt utrolig nemt at imponere drengene, hvis man står i f.eks. køkkenet og bikser et eller andet sammen ”Ej, bager du brød?!” (jojo, jeg kan da læse en opskrift og komme mel i dejen til den hænger sammen) og med den slags, følger en vis form for respekt. Lige pludselig blev det nemlig mig de kommer til, hvis de har et eller andet mistænkeligt udslæt (jeg vil egentlig helst ikke vide hvad det er), men så kommer vi bare noget Aleo Vera på, og pist væk er det.

Det der er ved det, er at vi passer alle sammen på hinanden og hjælper hinanden, men specielt drengene har en tendens til at gå ind i ”beskytterrollen”. Jeg har eksempelvis ikke ”fået lov” til at gå alene hjem fra byen endnu, selvom vi bor 5 min. væk og ligegyldigt hvor lyst det er. Jeg befinder mig også i den situation, at jeg kunne undvære mine arme, for samtlige døre bliver åbnet.

Så er der det der med sproget. For hvis drengene prøver at forklare noget, og jeg ikke har den fjerneste ide om, hvad de snakker om, så siger de det på tysk og så plejer det at give mening.

Det omvendte gør jeg så, hvilket på et eller andet tidspunkt betød, at jeg sagde ordet ”Gulerod” – det synes de er det sjoveste ord i hele verden! Ja, jeg kunne heller ikke helt se fidusen i det… Så nu er de blevet ret så interesseret i at lærer at tale dansk, og det er det sødeste i hele verden når de går rundt og siger ”Jeg elsker dig” (ja, de er godt klar over hvad det betyder).

Det tidspunkt i løbet af dagen, hvor jeg slapper mest af og bare nyder at være her, er når vi sidder inde på Alex’ værelse, i skæret fra et eneste lille snollet stearinlys, med en øl i hånden, musik på anlægget og en vandpibe til deling. Lige præcis her, er det så ligegyldigt om en hjemløs har råbt af en, om man kun har fået 3 timers søvn eller om der ikke er en eneste spiselig ting i huset (udover en dåse flåede tomater og nogle dybfrosne fiskepinde fra 1998) – for lige der på de 14m2 handler det bare om at være til stede.