Mit platoniske polygamiske ægteskab

Inkludere 8 mænd og mig selv.

Nu har jeg af gode grunde, aldrig prøvet at være gift med nogen, alligevel er jeg ret sikker på, at det til tider har visse ligheder med den boligsituation jeg pt. befinder mig i.

Når man nu bor sammen med 8 personer af hankøn (+ 2 af hunkøn), så kan det ikke undgås, at man engang imellem føler sig som enten en hustru eller en mor. Det sidste er egentlig mest fordi, drengene har en tendens til at tale længe og intensivt til en, imens man sidder på toilette (og nej, det hjælper ikke at ignorer dem, så råber de bare endnu højere)

For at være helt ærlig, så nyder jeg det her ”kollektiv” til fulde, fordi jeg (for det meste) får det bedste fra 8 vidt forskellige mænd, så bliver man træt af den ene, kan man altid gå videre til den næste. Der er eksempelvis: Ham jeg slås og pjatter med, der er ham jeg danser med, ham jeg laver mad sammen med, ham jeg råber ad, ham jeg taler seriøst med, ham hvor det hele er indforstået, ham jeg altid får et knus af og så selvfølgelig, hypokonderen.

Generelt har jeg aldrig været særlig god til det med drenge venner, og havde egentlig mine skrupler om hvordan det hele skulle gå, når jeg blev placeret i et hus med 7 tyske fyre og en skotte. Det viste sig ret hurtigt at være ubegrundet, for det har unægteligt sine fordele.

Der er nemlig altid en der ved, hvorfor lyden på min computer er forsvundet, hvordan jeg får fjernsynet til at virke og hvor vi skal gå hen for at få den bedste pizza.

På den anden side er der også altid en, der efterlader sine beskidte tallerkner og/eller underhakker de mest mærkværdige steder, nogle der spiller bold inden døre (ja okay, her deltager jeg så gerne) og så er de ret insisterende når det kommer til sport i fjerneren!

Eksempelvis skulle jeg hilse og sige at det er ret så krævende at forklare 3 fyre, hvorfor det var livsnødvendigt at se ”Titanic”, når der samtidig var sådan noget basketball-slam-dunk-hvad-ved-jeg på en af de andre kanaler. Selv argumenter som; ”I kan fise ind og se det på jeres computer” og ”Jeg var her først” kunne jeg godt smide en hvid pind efter.

I virkeligheden gør det mig ikke spor, at de vinder kampen om fjernbetjeningen, eller ikke har den fjerneste idé om hvordan man bruger en støvsuger. Mest fordi jeg ikke kunne være mere ligeglad med, hvad det egentlig er vi ser, så længe vi ser det sammen og så fordi det rager mig, om der er rent, så længe der ser rent ud.

Det har også visse fordele, at være den ene ud af tre piger, som bor her. Det er nemlig helt utrolig nemt at imponere drengene, hvis man står i f.eks. køkkenet og bikser et eller andet sammen ”Ej, bager du brød?!” (jojo, jeg kan da læse en opskrift og komme mel i dejen til den hænger sammen) og med den slags, følger en vis form for respekt. Lige pludselig blev det nemlig mig de kommer til, hvis de har et eller andet mistænkeligt udslæt (jeg vil egentlig helst ikke vide hvad det er), men så kommer vi bare noget Aleo Vera på, og pist væk er det.

Det der er ved det, er at vi passer alle sammen på hinanden og hjælper hinanden, men specielt drengene har en tendens til at gå ind i ”beskytterrollen”. Jeg har eksempelvis ikke ”fået lov” til at gå alene hjem fra byen endnu, selvom vi bor 5 min. væk og ligegyldigt hvor lyst det er. Jeg befinder mig også i den situation, at jeg kunne undvære mine arme, for samtlige døre bliver åbnet.

Så er der det der med sproget. For hvis drengene prøver at forklare noget, og jeg ikke har den fjerneste ide om, hvad de snakker om, så siger de det på tysk og så plejer det at give mening.

Det omvendte gør jeg så, hvilket på et eller andet tidspunkt betød, at jeg sagde ordet ”Gulerod” – det synes de er det sjoveste ord i hele verden! Ja, jeg kunne heller ikke helt se fidusen i det… Så nu er de blevet ret så interesseret i at lærer at tale dansk, og det er det sødeste i hele verden når de går rundt og siger ”Jeg elsker dig” (ja, de er godt klar over hvad det betyder).

Det tidspunkt i løbet af dagen, hvor jeg slapper mest af og bare nyder at være her, er når vi sidder inde på Alex’ værelse, i skæret fra et eneste lille snollet stearinlys, med en øl i hånden, musik på anlægget og en vandpibe til deling. Lige præcis her, er det så ligegyldigt om en hjemløs har råbt af en, om man kun har fået 3 timers søvn eller om der ikke er en eneste spiselig ting i huset (udover en dåse flåede tomater og nogle dybfrosne fiskepinde fra 1998) – for lige der på de 14m2 handler det bare om at være til stede.